youth is wasted on the young

jeg er blevet meget glad for barndomsbilleder, det er sært. det har aldrig rigtigt interesseret mig før, men nu ved jeg intet bedre. jeg kigger alle mapperne igennem hver gang jeg er i silkeborg. jeg vil gerne føle mig meget tæt på. alle de ting som efterhånden rykker meget langt væk. det kan godt være lidt svært for mig at huske.

min morfar hed baba, og jeg havde aldrig nogensinde kaldt ham andet, før efter hans død. det var det første ord jeg kunne sige. forældre er så nemme at imponere når man er den førstefødte. så det blev det, som han hed.

mens min mormor var nærværende og blød og skrap og god til at hjælpe mig i tøjet og den slags. var min morfar helt anderledes. han sad tit for bordenden med emma på skødet, og lavede cigaretter på cigaretmaskinen. og så røg han en masse mens han var helt stille. han spiste også mystiske mintgrønne piller. og han arbejdede i en genbrugs, og når han kom hjem var det altid med indleverede pelse som min mormor skulle have. hvis hun ikke ville, så skulle min mor.

min morfar stak også altid fingrene i lagkagen, før den var blevet sat på bordet, og vi fik lov til at være med. når de andre ikke så det. så kunne min mormor godt skælde ud, for hun så det jo altid alligevel. men jeg tror nok at min morfar var vant til det. min morfar var rar og han var lidt uhyggelig. sådan var det med mange ting dengang jeg var lille. især mange af de allerbedste ting. min morfar var fantastisk.

det føles som om jeg slet ikke var i stand til at sætte pris på hans fantastiskhed. dengang han levede, og jeg var meget mindre. den slags kan jeg ærgre mig over, og især når jeg finder sådan et billede. baba og emma. og mig klædt ud som emma. han ligner præcis på en prik sig selv. og jeg ser jo glad nok ud. men jeg ved bare at jeg ville have sat meget mere pris på det idag.