2.27.2013

samsovningens glæder

jeg har det for tiden lidt (sammen-)presset i vores ellers store seng - og fik i et anfald af uhæmmet kreativitet lyst til at illustrere det, så omverdenen kan få indsigt i min svære situation:   


bemærk hvordan mine tre samsovere har saligt sovende smil, mens jeg kæmper med en som regel halvdød/tungt sovende højre arm, fordi der kun er plads til den over mit hoved. samtidig må jeg så ligge ganske stille med akavet spredte ben, for ellers sukker hunden og hopper ned og lægger sig på gulvet - hvilket knuser mit hjerte, det lyder præcis som om, at han tror, jeg ikke elsker ham. min mand vender klogeligt og konsekvent, som det fremgår, ryggen til menageriet. jeg synes virkelig, at familieseng er hyggeligt. forstår bare ikke, hvordan jeg altid ender så uheldigt? er jeg alene?

og ps. cirklen oven på mit hoved er en knold. jeg har mit hår sat op 24 timer i døgnet, fordi jeg har fået en psykosebaby med én interesse i verden - at gøre sin mor fuldstændigt skaldet inden snart forestående jobjagt.

livet er fedt, hva?

nåja, og for at svare på mit eget spørgsmål: dårligt.

1.31.2013

lamb korma

en googleresearch afslørede, at der er ganske bred uenighed om, hvad en korma indeholder - jeg plukkede lidt fra det ene og det andet, og kom frem til et resultat som smagte præcis som jeg synes, at det skal. fedt, sødt og nøddet. nogen bruger mandler i stedet for cashews, og yoghurt og/eller fløde i stedet for kokosmælk, man kan jo prøve sig frem.



600g lammesmåkød
150g cashews
2 grønne chilier
2 fed hvidløg
tilsvarende klump ingefær
2 løg
1 ds kokosmælk
krydder: 1 stang kanel, 4 nelliker, 3-4 karryblade (eller laurbærblade i en snæver vending), 2 tsk stødt koriander, 2 tsk stødt spidskommen, 2 flækkede kardemommekapsler
citronsaft
frisk koriander, sultanarosiner og en lille håndfuld cashewnødder til pynt

først krydres kødet med salt og peber og brunes godt på alle sider, før det tages fra og lægges til side. så blendes cashews, chili, hvidløg og ingefær til en pasta. 
dernæst skal alle krydderiernes brændes af på panden, og når de begynder at dufte smeltes en god klat smør i, og de finthakkede løg tilsættes og steger med, til de er bløde og blanke.
tilsæt nøddepastaen og lad den stege med lidt tid, den må ikke brænde på. skru ned og hæld kødet tilbage i panden sammen med kokosmælken. det skal simre en lille times tid eller bare til kødet er mørt. hvis det bliver for tørt, tilsættes lidt vand. smages til med chili, citron, salt, peber og sukker og serveres med frisk koriander, sultanarosiner og cashews på toppen.