2.27.2009

x-faktor og æbletærte

der er mange gode grunde til at tage hjem til det mødrende ophav, og en af dem er at det pludselig blir helt acceptabelt og naturligt for en 24årig at bruge fredag aften på dårligt tv og tomme kalorier. og elske det. jeg gør naturligvis det samme hjemme på halmtorvet, men her er det ligesom lidt mere okay, og især helt vildt dejligt. satandyret og min mindste lillebror spiller fifa, og jeg betaler prisen for at have spist ét stykke for meget af æbletærten. avs. men det smagte godt.
tærtefad fyldes med 5-6 æbler skåret i små stykker. 1dl sukker, 2spsk kartoffelmel, 2-3tsk kanel og en tsk vaniliesukker blandes og strøes over. 100g hakkede hasselnødder hældes over. dejen består af 150 g mel, 125 g blødt smør og 125 g sukker og smuldres over til sidst. 20-30 min ved 230 grader. og en stor klat creme fraiche. bum.

2.26.2009

jyskindisk familiefeast

og vi lægger hårdt ud med lillebrorens yndlingsret makhani, faket bedst muligt (og egentlig riiimeligt vellykket) fra min yndlingspakistanerrestaurant og med pilauris, mynteraita og nogle snyde-rotier fra dybfryseren hos den lokale grønthandler.


denne gang lavet med et kilo lammebov, men ligeså godt med kylling.
først marinaden:

4 fed hvidløg
en klump ingefær
2 dl græsk yoghurt
saften fra en lime
1-2 tsk chilipulver
1-2 tsk garammasala
1 tsk gurkemeje
1 tsk salt

og så ellers lade det stå så længe man nu har tid til, gerne en hel nat.

derefter skal man lave sovsen, og jeg starter med at brænde krydderierne af:
1 fed hvidløg
2 chilier
5-8 kardemommekapsler
3-4 nelliker
2 tsk spidskommen
1/2 tsk bukkehornsfrø

og så tilsætter jeg en stor klat smør og et par laurbærblade, kanelstænger og en terning grøntsagsbouillon, som man kan undlade hvis man er for fin til den slags, jeg er ikke.

derefter tilsættes to dåser flået tomat og det hele koger længe til det blir halvtørt, hvorefter kød og marinade hældes i og koger med.

imens kan man lige sætte en håndfuld cashews i blød i varmt vand, blende dem med lidt vand til en glat masse og tilsætte det.

og så skal det ellers bare simre, simre, simre. mindst et par timer. sluttes af med lidt fløde,
smages til med salt, peber, sukker og limesaft og pyntes med frisk koriander og et par grønne chilier. jeg kan også godt lide at hælde lidt sultanarosiner i, men da jeg indtil videre ikke har mødt andre der sætter pris på det tiltag, har jeg opgivet det lidt igen.

og så skal man bare spise. indtil man blir en lillebittesmule dårlig.

håber du er glad nu bror lort, og glædelig jul.

tyk er det nye tynd

og madlavning er det nye selvpineri, weltschmerz og virkelig pinlig selvudlevering. i hvert fald her på bloggen. til jul gav jeg min lillebror en notesbog og lovede at fylde den med de opskrifter han altid beder om når han er på besøg. og så gik jeg igang en dag, og det gik egentlig fint, men det blev bare lidt grimt og kikset og megetmeget utjekket. og så besluttede jeg mig for at lave en opskriftsblog til ham istedet. jeg pønsede på navnet temmelig længe, og nåede vist frem til overskriften ovenfor. inspireret af uffe buchardt, og meget passende, min madlavningsstil (og kropsstil) taget i betragtning. men alligevel. er det jo helt nollert at sætte flere blogs i verden når man ikke engang kan holde liv i dem man har i forvejen. så det blir her det sner. med piskefløde og kager.