3.04.2010

søsterlagkage, børnebogsforfatter

så jeg har den her veninde, som er bange for at prikke sine øjne ud. det er en fobi, kan man vel sige. og det er ret sjovt, synes jeg. men selvfølgelig også noget frygteligt noget. så nu har jeg fået en (genial) idé. jeg vil skrive en børnebog om ting man slet ikke behøver være bange for. det kunne f.eks. være øjenudprikning, selleri og at komme til at åbne bildøren på motorvejen. andre fobier modtages med kyshånd.

mesterværket skal selvfølgelig krydres med mine flotte/kreative/megetdygtige paintillustrationer:

(det er en hamster)

og så kan i godt begynde at glæde jer!

2.06.2010

lagkage

jeg vil også lige dele den lagkage, jeg lavede til min fødselsdag. den er nem og lækker og pæn, og delvist adapteret fra lutter lagkage-bogen.

lagkagebundene består af 150 g helt fintblendede hasselnødder, 3 dl flormelis og 4 æggehvider. æggehvider piskes stive med flormelisen, og blandes så med hasselnødderne. smøres ud i 3 cirkler på ca. 30 cm i diameter på bagepapir, og bages v. 200 grader i 30-40 min.

cremen består af 1/2 liter stiftpisket fløde blandet med 300g nougat og 50g chokolade, smeltet og afkølet.

lagkagen skal først samles ret kort tid før den spises, ellers blir marengsbundene kedelige. jeg lagde de gode syrlige blommer (8-10stks, skrællet og skåret i både) fra superbrugsen imellem lagene, og lidt blåbær, mest for pyntens skyld. de smager ikke rigtigt af noget på den her tid af året. lidt hakkede valnødder på toppet, og voila.


kagen tog kegler.

fødselsdag

i mandags havde jeg fødselsdag, og jeg fik en virkelig fin ting. min farmor og farfar havde sendt mig et kort. de er nøjsomme vestjydetyper, der ikke kaster om sig med noget som helst. min farmor pisker flødeskum i hånden og laver kogekaffe. min farfar løser bare krydsogtværser, og ser lidt fjollet ud bag ved sine briller styrke +8. han er den bedste jeg kender til at fare vild.

"Kære Ida! Til lykke med fødselsdagen. Vi håber, du får en god dag med god mad og gaver. Du var skyld i at vi fik rundstykker på en hverdag. Det var tidligt om morgenen, din far ringede. Du var smuk og lignede ham. Så kunne vi jo lige så godt stå op og fejre dig. Kærlig hilsen Farfar og Farmor"


en gammel kone (ja, mig, dont remind me) blev helt rørt. jeg kan jo godt lide historier om at blive født. og i sommer fortalte min mormor mig hvordan hun og min morfar havde drukket gammeldansk og tudet ved min ankomst. det illustrerer meget godt forskellen på mine 2 sæt bedsteforældre.

min altid forvirrede farfar sidste år til min fødselsdag

1.13.2010

channa masala

der er stille i køkkenet. velkommen til livet som seriøs og voksenagtig fuldtidsstuderende. og så har vores nylige flytning til københavns kebabbælte medført en lidt for stor glæde ved hurtig/nem/syndig takeaway.

nåmen, jeg har stadig vegetarambitioner, og det blir nok aldrig til mere. men jeg synes helt ærligt, at det er synd for dyrene. at vi spiser dem. den her ret har jeg lavet et par gange, og den får mig til at tro på, at jeg engang kan blive en lykkelig herbivore.

den her karry er nem og billig og sund og smager fantastisk. den har en sådan lidt simpel og skarp smag. Der er heller ikke så mange forskellige krydderier i, som når jeg laver kødkarry, som jeg synes skal være sødere og rundere i det. og så er den ikke så tomatet, det kan jeg godt lide. vi spiste den med mynteraita og gode købenaan fra min nye lokale grønthandler, som ellers er en lumpen type. hans naan er gode dog.

ok. kort og godt:

300 g. kartofler (500g havde været fint, måske endda bedre. jeg blev skrældedoven)
2 dåser kikærter
1 stort løg
en pænt stor klump ingefær
3 store fed hvidløg
2 grønne chilier
4 tomater

1 tsk sennepsfrø
2 tsk hel spidskommen
1 tsk gurkemeje
et par karryblade, smuldrede
3 tsk chaat masala
1 tsk granatæblepulver
saften af en lime
frisk koriander

jeg sagde få krydderier, det ved jeg godt. alt er relativt. chaat masala er en krydderiblanding der har sådan en fantastisk syrlighed, som er virkelig god synes jeg. granatæblepulver giver lidt af det samme sødsyrlige. det kan selvfølgelig godt undværes, eller måske erstattes af lidt garam masala og så noget sødtsyrligt, f.eks. mangopulver, eller bare lidt ekstra lime.

jeg skærer kartoflerne i stykker og putter dem i ovnen, og faktisk får de lige lidt tandoorimasala. men man kan bare giv dem salt, det gør nok ikke den store forskel. du kan også springe over hvor gærdet er allerlavest, og bare koge dem.

så til karryen; først brændes sennepsfrø og spidskommen i en god klat smør eller olie. til de ligesom popper. så tilsættes finthakket løg, hvidløg og ingefær. når det så småt er blankt tilsættes de hakkede chilier og resten af krydderierne. bagefter tilsættes tomaterne, skåret i stykker eller både eller whatevs, og lidt vand. det hele skal bare simre tykt og jævnt.

ca. en halv dåse kikærter skal blendes til en cremet masse. det tilsættes sovsen, og er hemmeligheden bag den nærmest flødede cremighed. måske skal den have en lille smule vand for ikke at blive helt fast, det skulle min. derefter hældes resten af kikærterne og kartoflerne i, der smages til med lime (den kan sagtens trække en hel synes jeg) og salt. til sidst masser af koriander på toppen. afhængigt af chilierne styrke kan man evt. tilføje lidt chilipulver. jeg synes ikke det er nødvendigt, den blir liiiidt stærk som den står her.

det smager helt ærligt virkelig godt. næsten lige så godt som kød, næsten.