jeg er faktisk aldrig nogensinde syg. udover naturligvis de lejlighedsvise madforgiftninger der er obligatoriske når man lever af snask fra steder med suspekte hygiejneforhold. mit eget køkken inklusiv. men derudover. er jeg faktisk nærmest sådan lidt en superwoman.
det er helt klart meget et hit. og det giver en vis frihed, at man som passioneret pjækker kan planlægge helt frit. uden at skulle tage hensyn til de 7 dages ellers ret obligatorisk januarinfluenza.
ja altså jeg klager ikke, men det gør jeg så alligevel. for nogle gange, bare engang imellem, ville det være alletiders med en lille halsbetændelse, eller noget bihuleværk, eller måske bare en gang nældefeber, der kunne retfærdiggøre en uge på langs med ineffektivitet og ynk og kakaomælk og underlødigt tv. helt uden samvittighedskvaler.
så måske blev jeg næsten lidt glad da jeg i morges, efter kold nat i satandyrets kolde kollegiehybel, vågnede med en helt umiskendelig begyndende ondt i halsen. og det har bredt sig. der er noget med ørerne nu, utvivlsomt, og jeg mærker helt klart en feberstivhed i musklerne.
ja jeg havde egentlig allerede set for mig hvordan vennerne ville komme springende med suppe og varmedunke og medlidenhed. hvordan jeg ville ligge under dynerne og være tapper og let lidende, men stadig i stand til at nyde oprah. og hvordan sådan en uge på langs bare ville være lige hvad jeg trængte til. og derfor er det bare så pisseærgerligt at tjekke sin temperatur og opdage at man kun lige kan svinge sig op på 36.2. der er tilsyneladende endnu et stykke vej til galopperende influenza.
