jeg har det for tiden lidt (sammen-)presset i vores ellers store seng - og fik i et
anfald af uhæmmet kreativitet lyst til at illustrere det, så omverdenen
kan få indsigt i min svære situation: 
bemærk hvordan mine tre samsovere
har saligt sovende smil, mens jeg kæmper med en som regel halvdød/tungt
sovende højre arm, fordi der kun er plads til den over mit hoved.
samtidig må jeg så ligge ganske stille med akavet spredte ben, for
ellers sukker hunden og hopper ned og lægger sig på gulvet - hvilket
knuser mit hjerte, det lyder præcis som om, at han tror, jeg ikke
elsker ham. min mand vender klogeligt og konsekvent, som det fremgår, ryggen til menageriet. jeg synes virkelig, at familieseng er hyggeligt. forstår bare ikke, hvordan
jeg altid ender så uheldigt? er jeg alene?
og ps. cirklen oven på mit hoved er en knold. jeg har mit hår sat op 24 timer i døgnet, fordi jeg har fået en psykosebaby med én interesse i verden - at gøre sin mor fuldstændigt skaldet inden snart forestående jobjagt.
livet er fedt, hva?
nåja, og for at svare på mit eget spørgsmål: dårligt.
