2.06.2010

lagkage

jeg vil også lige dele den lagkage, jeg lavede til min fødselsdag. den er nem og lækker og pæn, og delvist adapteret fra lutter lagkage-bogen.

lagkagebundene består af 150 g helt fintblendede hasselnødder, 3 dl flormelis og 4 æggehvider. æggehvider piskes stive med flormelisen, og blandes så med hasselnødderne. smøres ud i 3 cirkler på ca. 30 cm i diameter på bagepapir, og bages v. 200 grader i 30-40 min.

cremen består af 1/2 liter stiftpisket fløde blandet med 300g nougat og 50g chokolade, smeltet og afkølet.

lagkagen skal først samles ret kort tid før den spises, ellers blir marengsbundene kedelige. jeg lagde de gode syrlige blommer (8-10stks, skrællet og skåret i både) fra superbrugsen imellem lagene, og lidt blåbær, mest for pyntens skyld. de smager ikke rigtigt af noget på den her tid af året. lidt hakkede valnødder på toppet, og voila.


kagen tog kegler.

fødselsdag

i mandags havde jeg fødselsdag, og jeg fik en virkelig fin ting. min farmor og farfar havde sendt mig et kort. de er nøjsomme vestjydetyper, der ikke kaster om sig med noget som helst. min farmor pisker flødeskum i hånden og laver kogekaffe. min farfar løser bare krydsogtværser, og ser lidt fjollet ud bag ved sine briller styrke +8. han er den bedste jeg kender til at fare vild.

"Kære Ida! Til lykke med fødselsdagen. Vi håber, du får en god dag med god mad og gaver. Du var skyld i at vi fik rundstykker på en hverdag. Det var tidligt om morgenen, din far ringede. Du var smuk og lignede ham. Så kunne vi jo lige så godt stå op og fejre dig. Kærlig hilsen Farfar og Farmor"


en gammel kone (ja, mig, dont remind me) blev helt rørt. jeg kan jo godt lide historier om at blive født. og i sommer fortalte min mormor mig hvordan hun og min morfar havde drukket gammeldansk og tudet ved min ankomst. det illustrerer meget godt forskellen på mine 2 sæt bedsteforældre.

min altid forvirrede farfar sidste år til min fødselsdag