11.18.2009

beware, loose canon ahead!

det er kun et par dage siden, at en fin ven kom med en flabet antagelse. du er garanteret sådan en, sagde han. som når du drikker, blir helt kuk. det går helt galt for dig, tror jeg. ja, undskyld, det er jo ikke personligt, men det tror jeg. pinligdamepåudgangtypen, mig? man kan jo ikke have andet end hånlatter tilovers for sådan en kommentar. hånlatter og seriøs bekymring. det er åbenbart så tydeligt. at jeg er et løstgående missil. jens rohde-style.

nåmen, så i eftermiddags havde vi meget alvorlig midtugentlig skoleudstilling med lærere og andre voksne mennesker. altså, præsentation af seriøst eksamensprojekt. på skolens regning kunne man så tage sig et par agurkestænger, en lille chokolade og et glas vin. eller. man kunne bælle en halv flaske hvidvin på en halv time. ren og skær idioti. det er onsdag aften, klokken er kvart over ni, og jeg har tømmermænd. nogen lærer det bare aldrig, og den nogen er mig. ak.

11.02.2009

svulstige cookies

jeg har fået den her opskrift på cookies fra min fars kone, og har brugt den flere gange. de er lige som cookies skal være, store og sprøde og bløde/seje i midten. og selvfølgelig med så meget chokolade og nødder, at det næsten (men altså kun næsten) er lige rigeligt.


240 g blødt smør
1/2 tsk salt
180 ml sukker
180 ml rørsukker
2 æg
560 ml mel
1 tsk bagepulver
1 tsk kogende vand
220 g hasselnødder
300 g mørk chokolade

smør, salt og sukker røres grundigt sammen. tilsæt æg, og pisk godt. tilsæt mel. bland kogende vand med bagepulver og tilsæt til dejen. hak til sidst chokolade og hasselnødder, og bland med resten af dejen. dejen placeres på en bageplade i små halvflade "kugler", lidt større end en bordtennisbold. bag 8-12 minutter ved 175 grader. kagerne er helt bløde når de kommer ud, og skal køle helt af før de blir rigtigt håndtérbare. så holder de sig tilgengæld også lækre og sprøde i flere dage.

cheesecakemarmorerede brownies

jeg har fundet en ny opskrift, som er virkelig fantastisk, hvis man er til det virkelig tunge/søde/chokoladede/syndige. og det er vi vel allesammen engang imellem. idéen er at man laver en browniedej og en cheesecakedej, lægger den sidste oven på den første, marmorerer lidt i det, og bager indtil det forvandler sig til 1000% lækkerhed. og det gør det!


browniedej:
225 g smør
200 g chokolade
5 dl sukker
4 æg
1 tsk vanilie
3.5 dl mel

smør og chokolade smeltes over vandbad, og når det er kølet lidt ned, blandes det sammen med resten af ingredienserne.

cheesecakedej:
400 g flødeost
1.5 dl sukker
2 æggeblommer
1/2 tsk vaniliesukker

det hele røres bare rigtig grundigt sammen, før det spredes oven på browniedejen i et stort lasagnefad, lille bradepande, el.lign. jeg brugte en kniv til at marmorere, og bagte kagen ved 180 i ca. 40 min. den er nemmest at skære pænt, når den er helt iskold. Jeg ventede til dagen efter, og faktisk synes jeg også den smager bedst efter en nat i køleren.