3.31.2009

meget alvorligt syg og dårlig

jeg har galopperende halsbetændelse og det er ikke særligt befordrende for madlysten. jeg lever af youghurt og suppe på pose og strepsiler som ikke hjælper på noget som helst men smager dejligt. og så ringer jeg med jævne mellemrum til min mor og græder. stakkelsstakkelsmig.

jeg var til lægen igår. hun kiggede mig i halsen og sagde nånå. så mærkede hun mig på halsen og sagde nånå. ikke noget "du godeste!", ikke noget "jamen dog!" eller "jeg har aldrig kendt mage!" bare nånå, nå. er du øm. ja, nå. ville helt ærligt godt have haft lidt anerkendelse for helt klart at være hendes sygeste patient nogensinde. nåmen, så podede hun mig, og sagde jeg var halsbetændt. hvilket jeg godt kunne have fortalt hende.

jeg har set en hel sæson af hells kitchen og når alligevel at sove 15 timer i døgnet. og satandyret kommer hjem med burgere og fritter som meget belejligt er det eneste jeg synes jeg kan få ned. åhhh. det er syndt og meget uheldigt, det var slet ikke det jeg ville bruge mine fridage på. av, det gør så ondt, av. må hellere lige ringe til min mor.

jeg er snart oppe at køre igen. hvis altså jeg overlever.

3.27.2009

familiefredag

jeg har hele familien jylland på besøg, og det er som altid lige dele dejligt og enerverende. jeg har bagt en kanelkage til dem og lavet ovnbagte enchiladas/burritos/fajitas/chimichangas-etellerandet. er mildest talt ikke særligt godt hjemme i den texmexgastronomiske lingo. men det var nemt og smagte virkelig godt. selv den kræsne mindstelillebror spiste op.

kanelkagen ligger ikke ligefrem højt på blæreskalaen, men selv om det måske ikke er en kage der på den måde vil frem i verden, er den altså en klassiker med god grund. rita fra vuggeren har givet mig opskriften.
Dej:
1oog blødt smør
200ml sukker
175ml farin
500ml mel
4tsk kanel
1 1/2tsk natron
4 dl kærnemælk
det hele røres godt sammen og hældes i en stor springform. bages ved 180 grader til den er klar. jeg glemte at tage tid. 40 minutter eller sådan noget vil jeg tro. når den er kølet af skal der bare dengodeglasur på:
50g smeltet smør
250g flormelis
2tsk vaniliesukker
4spsk kaffe
1 spsk kakao

homesick texan havde givet mig lyst til texmex, og jeg endte med at lave bagte tortillas med kyllinefyld, og salsa og gratinering på toppen. i bunden lå der brune ris og bønner. jeg skriver opskriften i morgen, det er ikke på den måde særligt raffineret. men det virker. vi fik masser af guacamole, salsa og salat til.

3.26.2009

3.23.2009

lasagne med svampe

jeg spiser så co2neutralt for tiden, at jeg i hvert fald nemt kan forsvare at vi tog kassevognen ud til mcdonalds igår og købte en sundae. selvom der også ligger en lige ovre på hovedbanen. jeg gør mit for det overophedede miljø, helt sikkert. og igår lavede jeg en vegetarlasagne til jesper og øko. champignons prutter som bekendt noget mindre end køer, og min samvittighed er ren som sne. ovenikøbet smagte det godt, jeg elsker svampe.

vi købte et kilo cirka, måske lidt mere, af små markchampignoner, de almindelige hvide, et par kæmpestore portobelloer og nogle østershatte. dem stegte jeg godt sammen med et fed hvidløg og to små løg. masser af friskkværnet peber. og salt. til sidst hældte jeg også lidt hvidvin over, som lige fik lov at dampe af, før jeg tog dem af varmen. og så en stor håndfuld hakket persille.

så skal der bare laves en bechamel. et stor klat smør smeltes, der tilsættes et par skefulde mel, og så hældes der en halv liter mælk på eller sådan noget. det skal koges op under omrøring til det har den rigtige konsistens. jeg gav den lidt bouillon og muskatnød, og en hel del reven parmesan.

jeg havde planlagt at lave mine egne plader, havde alligevel en hel masse æg, men irma city havde friske plader på køl, og så vandt dovenskaben. jeg syntes nu det blev ok alligevel. og så skal lasagnen bare bygges, hvilket vel ikke kræver nogen stor forklaring. jeg sluttede af med et lag bestående af en bakke ricotta, en god sjat mælk, og et par æggeblommer. og masser af parmesan på toppen. det smagte godt, når det meget snart blir efterår igen vil jeg på svampejagt.

jordbærtærte!

i lørdags var jeg alene hjemme, og bagte en jordbærtærte til mine to roommates. jeg lavede endda et hjerte af hindbær på den, så meget savnede jeg dem. de er heldigvis hjemme igen. opskriften er rimeligt tyvstjålet fra nikolaj kirks hjemmeside, stortset.
bund:
125g smør
125g mel
25g flormelis
1 tsk vaniliesukker

rulles ud og lægges i bunden af tærtefadet.

ovenpå fordeles mazarinmassen:
50g smør
50g marcipan,
50g sukker,
2æg

og så skal den have små tyve minutter i en 200 grader varm ovn. når den er kølet helt af putter du omkring 75g smeltet mørk chokolade på. når det er stivnet, skal den afkølede kagecreme over:
1/2l mælk
3æggeblommer
3spsk. sukker
1tsk vaniliesukker
1-2spsk. maizena

maizenaen skal blandes op med lidt af mælken. resten af ingredienserne koges op i en gryde, mens maizenablandingen tilføjes lidt ad gangen. kog lidt under omrøring, indtil konsistensen er passende.

når cremen er kold og hældt over bunden, putter man bare halverede jordbær på. jeg brugte som sagt også hindbær. og så smeltede jeg et lille glas ribsgele og hældte over, i et forsøg på at få den til at ligne dem fra bageren. det lykkedes ikke rigtigt, men den smagte godt!

3.21.2009

youth is wasted on the young

jeg er blevet meget glad for barndomsbilleder, det er sært. det har aldrig rigtigt interesseret mig før, men nu ved jeg intet bedre. jeg kigger alle mapperne igennem hver gang jeg er i silkeborg. jeg vil gerne føle mig meget tæt på. alle de ting som efterhånden rykker meget langt væk. det kan godt være lidt svært for mig at huske.

min morfar hed baba, og jeg havde aldrig nogensinde kaldt ham andet, før efter hans død. det var det første ord jeg kunne sige. forældre er så nemme at imponere når man er den førstefødte. så det blev det, som han hed.

mens min mormor var nærværende og blød og skrap og god til at hjælpe mig i tøjet og den slags. var min morfar helt anderledes. han sad tit for bordenden med emma på skødet, og lavede cigaretter på cigaretmaskinen. og så røg han en masse mens han var helt stille. han spiste også mystiske mintgrønne piller. og han arbejdede i en genbrugs, og når han kom hjem var det altid med indleverede pelse som min mormor skulle have. hvis hun ikke ville, så skulle min mor.

min morfar stak også altid fingrene i lagkagen, før den var blevet sat på bordet, og vi fik lov til at være med. når de andre ikke så det. så kunne min mormor godt skælde ud, for hun så det jo altid alligevel. men jeg tror nok at min morfar var vant til det. min morfar var rar og han var lidt uhyggelig. sådan var det med mange ting dengang jeg var lille. især mange af de allerbedste ting. min morfar var fantastisk.

det føles som om jeg slet ikke var i stand til at sætte pris på hans fantastiskhed. dengang han levede, og jeg var meget mindre. den slags kan jeg ærgre mig over, og især når jeg finder sådan et billede. baba og emma. og mig klædt ud som emma. han ligner præcis på en prik sig selv. og jeg ser jo glad nok ud. men jeg ved bare at jeg ville have sat meget mere pris på det idag.

3.20.2009

hyggemad

jeg havde lige nået at anrette en tallerken med al lækkerheden da kameraet helt uden varsel løb tør for batteri. første gang endnu, og vi har haft det i over en måned, så det er vel egentlig ok. jeg havde nået at tage et par stykker heldigvis, de kommer på i morgen, når der er krudt i batteriet igen.

jeg tager kødfattigambitionen alvorligt, og har lavet (næsten) helt vegetarisk mad for anden dag i træk. i dag græskagtige mezer i rå mængder. tzatziki, fetacreme, taramosalata og squashfrikadeller. lidt salat til, og nogle små dyppekartofler der var blevet sprøde og bløde i ovnen. nåja, og så stegte jeg lige svamperesterne fra igår i lidt hvidløg, og spiste dem på et stykke brød, for lige at varme op. jeg har lidt en svaghed for græsk mad, som måske ikke ligefrem er raffineret, men i hvert fald smager af havudsigt og 30 grader. jeg tror jeg har brugt et helt hvidløg idag. tillykke til hotelgæsterne i morgen.

tzatziki
godt og klassisk; en revet og drænet agurk, græsk yoghurt, hvidløg, salt, hvid peber, lidt olivenolie, lidt eddike.

fetacreme
i ca. størrelsesforhold: 500 g feta, 200 g græsk yoghurt, 1 lille rød peberfrugt hakket helt fint, et bundt finthakket purløg, en god sjat olivenolie og en lille smule peber og lidt citronsaft. fetaen moses med en gaffel, og det hele blandes godt sammen. det blev en giga portion, jeg satser på at spise det på brød resten af weekenden.

taramosalata
blev som den eneste ikke heeelt så god som originalen, tror det er rognen den er gal med. smagte dejligt dog.

1 dåse torskerogn
4 stykker hvid toastbrød uden skorper, opblødet i vand.
saften af en hel citron
et fed hvidløg
olivenolie
salt og peber


brødet skal lige krammes fri for vand, og så skal det hele ellers bare blendes. jeg gav det lige en lillebittesmule rød frugtfarve der var tilovers fra cupcakesne i sidste weekend. ville så gerne have det til at ligne det vi spiste på thassos, og det duer sådan en dansk konservesrogn ikke til.

Squashdeller
2 squash, revet, drænet i salt, skyllet grundigt, og presset fri for vand i et viskestykke.
3 skiver hvid toastbrød, opblødet
1 revet løg
ca. 100 g smuldret feta
1 æg
peber
en lille smule salt
lidt mel

det hele skal sådanset bare røres godt sammen, som når man laver en almindelig fars, og så steges på panden i olie. de skal have godt med varme, og helst kun vendes én gang, da farsen blir lidt våd. de blir tilgengæld helt vildt lækre sprøde udenpå og bløde indeni. faktisk ligeså godt som en frikadelle i ægte svin.

god mad, godt selskab, dårligt tv. og nu skal jeg i seng. der kommer billeder i morgen.

parceremonipizza

torsdag er en ganske særlig dag på halmtorvet, men af en eller anden absurd grund måtte jesper bære mig i seng kl halv ti. altså fik jeg først set parceremoni her til morgen i sengen. claudia fik sparket, hvilket er ekstremt ærgerligt. irriterende og slutty på en gang, det er jo det paradise har brug for. øv. nå, men jeg nåede da lige at ondulere en pizza før jeg gik i gulvet. lavet med pizzamelsblanding, fordi jeg var doven og havde sent fri.
begge pizzaer er lavet med pesto som sovs, istedet for tomat. det var et kæmpe hit synes jeg. jeg lavede pestoen helt klassisk med basilikum/olivenolie/pinjekerner/parmesan/hvidløg. ovenpå pestoen fik de hver en klump mozzarella.
første pizza er med portobelloer og markchampignoner stegt i smør og hvidløg, og lidt balsamicomarinerede skalotteløg. anden pizza er med blancheret babyspinat, lidt smuldret feta og to bagekartofler i tynde skiver. simpel, syndig og helt fantastisk aftensmad.bemærk venligst den fine rustikke skorpe. bunden er håndåbnet, uden kagerulle eller noget. det bedste jeg nogensinde lærte på italiano i silkeborg. at bande på italiensk kommer ind på en klar andenplads.

3.16.2009

sobanudler med kylling i peanutsovs

jeg har lavet mad til rikke og øko idag, hurtigt og kødfattigt som planlagt. jeg har aldrig prøvet boghvedenudler før, men de smager faktisk helt vildt godt og den her opskrift var et kæmpe hit! lækkert nøddet og salt, masser af knas og cremethed. instant klassik.
1 pakke boghvedenudler
300 g kylling
hvidløg
ingefær
soyasovs
sesamolie
grøn peberfrugt
2 bundter forårsløg
en håndfuld peanuts
lidt hakkede korianderblade

kog nudlerne efter anvisningerne. de skal have lidt bid. skær kyllingebryst i passende stykker og steg i 1 fed hvidløg, en stor klump hakket ingefær, lidt soja og et par dråber sesamolie. tag kyllingen af varmen og steg nu en grøn peber i tynde skiver til de bliver næstenmøre. derefter to bundter hakket forårsløg der bare lige skal vendes i et par minutter. kylling og nudler hældes sammen med grøntsagerne, og en håndfuld ristede hakkede peanuts og lidt korianderblade blandes i. så mangler bare sovsen:

3-4 spsk soja
1-2 spsk mirin
nogle dråber sesamolie
1 stor spsk peanutbutter
en lille smule vand evt.

hæld sovsen over, vend godt rundt og pynt med ristede sesamfrø. skal spises med pinde, så smager det bedst.

3.15.2009

osso buco med rodfrugtmos

rigtig vintermad, hvilket ærligt talt er helt rimeligt, marts' dårlige humør taget i betragtning. vi kom pludselig sent hjem fra brunch, og det endte med at den kun fik lov at simre 3 timer, hvilket faktisk næsten var i underkanten. jeg ville egentlig gerne have stået og smagt til og røget under emhætten hele dagen. det var dog lækkert med mosen, jeg har næsten (men også kun næsten) sluttet fred med pastinakken.
ossobuco:
1.2 kg kalveskank
2 løg
2 fed hvidløg
4 gulerødder
6 stængler selleri
1 dåse flået tomat
1 dåse koncentreret tomat
3-4 dl hvidvin
masser af timiankviste
et par laurbærblade
en bouillonterning

vend kødet i mel krydret med salt og peber og brun dem i gryden med en masse olivenolie. hiv dem op, og steg grøntsagerne, før du lægger kødet ved igen, og hælder hvidvin og tomat over. derefter skal det sådan set bare koge med krydderierne i hundrede år indtil kødet falder fra hinanden.

jeg lavede rodfrugtmos til: kartofler, pastinakker, gulerødder, jordskokker. skæres i små stykker og koges møre uden salt. moses med lidt mælk og en stor klat smør, og smages til med salt og lidt hvid peber. jeg hældte også den lillelillebitte piskefløderest fra kagerne igår i, det kunne den bestemt godt tåle, men det er nok ikke helt nødvendigt.

jeg lavede en gremolata til, fordi det er godt, og giver en lækker heftig ånde. en håndfuld persille, et par fed hvidløg og reven skræl fra en økocitron blendes, og drysses over. mums.

jeg tror jeg har slået kødrekord de sidste par uger, og fra i morgen står den altså på lidt lettere mad. noget nudelværk måske, eller et forsøg på at imitere svampelasagnen fra barcelona. ikke mere kogekogekød for nu i hvert fald. sov godt.

3.14.2009

mette har fødselsdag!

og jeg har bagt kager til hende! de er blevet fine. det eneste ærgerlige med cupcakes er at jeg ærligt talt synes det er en større fornøjelse at se på dem, end at spise dem. opskrift følger.
jeg ydede slet ikke kagerne retfærdighed igår, faktisk smager de mindst ligeså godt som de ser ud. opskriften er verdens nemmeste og efterhånden perfektioneret, efter nogle mindre vellykkede eksperimenter.

faktisk rører jeg bare alting godt sammen, og putter det i 20 amerikanske muffinforme. de skal have omkring 20 minutter ved 180 grader.

500 ml hvedemel
500 ml sukker
125 ml kakaopulver
1 1/2 tsk natron
3,5 dl mælk
125 g blødt smør
2 tsk vanilie
2 æg

de kan godt finde på at hæve så meget at de brækker sig lidt ud over formene, måske fylder jeg dem bare for meget. jeg skærer lidt af de værste, så de har en god jævn overflade at smøre fudge på.

den består af 125 g smør, 500 g flormelis, 1 tsk vanilieessens og et par skefulde piskefløde. jeg delte den op i to, og den ene del fik rød frugtfarve, den anden del fik nogle skefulde kakaopulver. derefter fik de igen lidt fløde (mest den med kakaopulver selvfølgelig) til de havde passende blød og glat konsistens.

så er der bare tilbage at vente til kagerne er kølet af, smøre godt med lækkerhed på, og pynte med en hel masse lyserødt.

risotto

igår lavede satandyret mad til os, og det er svært for mig. vi fik svamperisotto, fredagsbøffers og stegte auberginer, og det var virkelig lækkert. jeg kan desværre ikke gengive opskriften, da jeg af flere omgange blev skubbet ud af køkkenet, og endte med at give helt op. det var ubehageligt, på samme måde som når mine veninder skulle prøve min pony. jeg skal lære at blande mig udenom, jo. jeg er forfærdelig. nedenfor følger min egen risottoopskrift, som nok ikke er milevidt fra jepsers. bare lidt bedre.
alle mængdeangivelserne er bare nogenlunde, jeg tager det altid på gefühlen, og man må altså bruge sin sunde fornuft.

500-700 g svampe (champignons hvis man er fattig, men helst med lidt f.eks. østershatte og portobello også)
300 g risottoris (eller grødris i en snæver vending)

1 stort hakket løg

1 fed hvidløg
2-3 dl hvidvin

grøntsagsbouillon
parmesan

persille

først steger jeg svampene godt i en stor klat smør, og med godt med peber. bagefter stiller jeg dem til side. i samme pande steger jeg så løg og hvidløg i godt med olivenolie. når de er blevet bløde og blanke tilføjer jeg risene, og lader dem suge det resterende olie. varmen må ikke være alt for heftig.
når risene lige har suget lidt, hælder jeg hvidvin over, og lader det simre næsten væk, hvorefter jeg putter bouillon og lidt vand ved. det skal igen simre lidt væk, før man tilføjer lidt mere vand. og sådan blir man sådanset ved til risene er møre men stadig faste. det er vigtigt at man plejer sin risotto lidt, den har ikke godt af at passe sig selv.

når risottoen har fået passende konsistens, er der nok gået en halv times tid. først smager jeg til med slat. så hælder jeg svampe, revet parmesan (og ret meget af det, hvis du spør mig) og en klat smør i. tilsidst en hel masse finthakket persille over, og så direkte på bordet. verdens lækreste yndlings.

3.12.2009

æblekage!

eftersom vi bare skulle have rester, syntes jeg at jeg havde tid til at bage lidt. igen. jeg ville ønske jeg var typen med et galloperende stofskifte, så jeg kunne spise kage hver eneste dag, helst slet ikke andet. mette bad om æbler, og det fik hun.
dej:

250 g smør
500 ml mel
300 ml sukker
3 æggeblommer (gem hviderne!)
3 tsk bagepulver
1.5 dl mælk

smør smeltes og afkøles, og blandes godt med resten af ingredienserne. puttes i en lille bradepande el.lign. og bages ved 175 grader i ca. 20 min. den skal stadig være lidt blød når den kommer ud. 3-4 æbler skæres i tynde både og fordeles over kagen.

de tre hvider piskes med 175 ml sukker, til de er luftige og godt stivnede. derefter fordeles marengsmassen over kagen og drysses med lidt kanel. det hele puttes igen i ovnen, ca. 180 grader, godt en halv time.


3.11.2009

lasagnen

i aften har jeg lavet lasagne til rikke og mads. min livret siden jeg fik det første gang i rundhøj børnehave engang i slutfirserne, hvor det må have været ret eksotisk. billedet blev ikke så godt, jeg havde lidt travlt med gæsterne, men det blev maden heldigvis. opskrift følger i morgen.

jeg har eksperimenteret en del med lasagnelavning, og det her er min absolutte favorit. opskriften er hjemmestrikket ud fra nogle forskellige internetfund. vistnok er oprindelsen en jamie oliver opskrift, men jeg kan ikke finde den i nogle af mine bøger. godt. man starter med at lave en ordentlig kødsovs. jeg brugte:
800g oksekød
1 pk bacon
1 fed hvidløg
1 stort løg
6 stængler selleri
4 store gulerødder
1/2 flaske hvidvin
2 dåser flået tomat
1 lille dåse koncentreret tomat
og krydder; timian, oregano, laurbærblade, lidt paprika og en tsk fennikelfrø. godt med salt og peber selvfølgelig, og så den obligatoriske skefuld sukker, som undertegnedes søde tænder synes får alting til at smage meget meget bedre.

brun kødet godt af, en halv times tid gerne, sammen med grøntsagerne. hæld derefter væde og alt det andet ved, og lad det stå og simre, helst et par timer. imens stegte jeg 500 g svampe i smør, hvidløg og frisk timian, som jeg brugte som et lag, men det kan man jo gøre som man vil.

derefter "bechamelsovsen", som i det her tilfælde er creme fraiche 38% (og du kan lige så godt lade være med at begynde at eksperimentere med lavere fedtprocent, det blir ikke godt).
500g cremefraiche
4 ansjosfiletter, finthakkede
en god humpel revet ost, jeg brugte pecorino, men parmesan er nok ligeså godt.
og så en slat mælk, så det får en passende konsistens.

og så er det ellers bare at bygge lasagne. jeg bruger friske plader, det gør faktisk en ret stor forskel, og starter ud med olie, en anelse hvid sovs, og så første lag plader. derefter skiftevis kød og plader, for til sidst at dække sidste lag pasta med al den lækre cremefraichehed. jeg puttede en skiveskåren mozzarella på toppen, og rev lidt ekstra pecorino over.

bedste yndlingslasagne, og rigeligt af den. læks.

3.08.2009

søndagssmovs

jeg havde gået og tænkt sådan på en ret min mor altid lavede i gamle dage. en måske lidt firseragtig ret med masser af svin og fløde og hasselbackkartofler til. i dag sprang jeg så ud i det, sådan lettere modificeret. og med pasta fordi jeg var så søndagsdvask at jeg ikke engang orkede noget der rigtigt skulle tygges. og fordi hasselbackkartofler alligevel nok er lige rigeligt kitchede.


jeg startede med at brune en mørbrad i olivenolie, salt og peber. derefter stegte jeg et hakket løg, et fed hvidløg, og en bakke brune champignons i svinets efterladte pandesnask. i røg også en stor håndfuld hakkede hasselnødder og en god dusk hakket persille. på panden tilføjede jeg 1/4 l piskefløde og en lille smule mælk (er altid lidt bekymret for ikke at få nok sovs!). jeg lod det koge op, gav det lidt jævner og smagte til med salt og peber.
så skar jeg en dyb revne på langs af svinet, stoppede den så meget så muligt ud med fyldet på panden og hældte sovsen over. og så ind i ovnen på 175 grader i 25-30 min cirka. det blev HELT fabelagtigt, og der er også til madpakken i morgen.

i morgen aften er det rikke der står for aftensmad, og det blir egentlig ok. hvis bare hun undlader at lave den ret udelikate specialitet kyllingebryst med fennikel, rødvin og cremefraiche. puh. jeg kunne heldigvis nøjes med at kigge på det, men det var sådan set slemt nok. kryds fingre for mandagskokken og hendes gæster!

3.07.2009

lørdagsmiddag

i anledning af gæster med nøddeallergi, måtte jeg naturligvis lave en tabouleh med valnødder. dertil babaganoush og kylling/kartoffelkebab. jeg kunne simpelthen ligesom ikke tænke på andet end nødder. jeg lavede en mettevenlig version også dog.


tabouleh
grov bulgur
et stort bundt bredbladet persille
et bundt mynte
2 små granatæbler
3 bundter forårsløg
2 agurker
100 g valnødder

jeg er ikke så god til at få bulguren perfekt, men idag lykkedes det næsten. jeg lader det komme i kog, og tager det så af blusset og lader det trække under låg en 20 minutters tid. det plejer at passe nogenlunde. når det er kølet lidt af blander jeg det med resten. krydderurter og grøntsager finthakkede, valnødderne grofthakkede.

jeg hælder en dressing over bestående af saften af en citron, en dl olivenolie, 2 fed presset hvidløg og salt og peber.

babaganoush
3 auberginer bages i ovnen ca. 40 min, ved 175 grader. jeg prikker lidt huller i med en gaffel så vandet kan løbe fra. de skal være bløde og rynkede. når de er kølet af, skraber jeg fyldet ud og blender det med lidt persille, 1 fed hvidløg, citronsaft, en spsk tahine og en god sjat olivenolie + salt/peber.

kebab
600g kartofler koges uden salt og moses. 800 g kyllingelår med ben koges til kødet begynder at løsne sig fra benene. når de er kølet af pilles kødet i fine stykker og blandes med kartoflerne. et finthakket løg blandes i. massen krydres med spidskommen, stødt koriander, chilipulver, 1 spsk granatæblepure, lidt citronsaft, hakket frisk koriander + salt og peber. formes til små flade kager og vendes i pisket æg før de steges på panden i godt med olie.

stor succes, og ingen allergiske anfald. imorgen står den på mørbrad med piskefløde og masser af hasselnødder! jeg har også en ordentlig røvfuld kage tilbage, så alle er velkomne på halmtorvet i morgen, hvis de er sultne efter snask og paradise hotel marathon.

chocoladekage galore

jeg har haft sådan en hel vild lyst til nødder idag, altmuligt med nødder. og jeg havde lige besluttet mig for at bage brownies, da jeg kom i tanke om at mette er allergiker, og blir helt mærkeligt hævet i hovedet, hvis hun udsættes for nød. det blev en god snasket chokoladekage istedet.
200 g smør og 200 g mørk chokolade smeltes ved lav varme og afkøles. 200 g sukker, 200 g farin og 6 æg piskes sammen og blandes med choko/smørblandingen. derefter iblandes 160 g mel, 3 spsk kakao, 1 tsk vanilie og 1/2 tsk bagepulver. den fik en 30-40 minutter ved 175 grader og kom ud helt perfekt. fungerer bedst i sofa tilsat american idol, men kan garanteret også du i andre sammenhænge.

3.06.2009

græsk kartoffelsalat ala satandyr

du ovnsteger nogle kartoffelbåde med salt, olie og yndlingskrydder. det tager en lille times tid. desuden ovnbager du et par peberfrugter, det tager knap så lang tid. det blandes sammen med feta og persille og voilá. simpelt og godt, kan varieres i det uendelige. jeg håber lillebroren sætter pris på min store indsats, ærligt talt synes jeg selv at det er meget skægt. i morgen kommer der en kage!

3.03.2009

chili!

hele familien halmtorvet+gæster har spist en kæmpe grydefuld chili. endda er der til morgenmad i morgen. hvis man opfører sig bare nogenlunde fornuftigt er det nærmest umuligt at få det til at smage andet end fantastisk, og jeg laver det aldrig på helt samme måde. idag brugte jeg:

1.5 kg okseklump skåret i mundrette stykker
1 pk. bacon
2 løg
2 peberfrugter
4-5 stængler selleri
4-5 fed hvidløg
3 grønne chilier
2 dåser flået tomat

krydret med:
stødt koriander
spidskommen
et par kanelstænger
timian
laurbærblade
cayennepeber
chipotle chili

det skal koge mindst et par timer, men meget gerne længere. jo mere jo bedre! til sidst tilføjer man lidt mørk chokolade (20-30 g), et par skefulde stærk kaffe og 2 dåser kidneybønner. og smager til med salt, peber, sukker, evt. lidt eddike eller andet syrlighed, og en eller anden slags chili, hvis ikke det er blevet stærkt nok.

3.02.2009

grøn karry

fin ret og travlhedsklassiker, perfekt til dage hvor man har sent fri og skal samle ikeamøbler.nå men man starter med den hellige thaitreenighed: chili, hvidløg og ingefær. jeg bruger også citrongræs. og det steger man så i lidt olivenolie og et par teskefulde grøn karrypasta.
derefter steges kødet med, kylling brugte vi. og så grøntsagerne: rødløg, gulerødder, champignon og peberfrugt. sukkerærterne skal først i til sidst, de skal være krispe. man kan også bruge altmuligt andet, jeg kan godt lide at tænke i farvevariation, jeg er lidt fjollet på den måde.

der skal være godt med varme på når du steger, men husk at skrue ned før du hælder kokosmælk over, ellers kan det finde på at skille. når du har øst en dåse kokosmælk over, lader du det bare simre lidt mens du smager til med fiskesovs, limesaft og sukker. hvis det ikke er stærkt nok, kan du også klatte et par ekstra skefulde karrypasta i. det er en ret nem ret, og også hurtig. hemmeligheden er bare at få den rigtige balance mellem stærkt, sødt, surt og salt. jeg kan godt lide at trække den lige til smagsgrænsen. men jeg er også lidt en gris.