skjulte fejl og mangler (en god buddhist)

det kan svare sig at vente med at præsentere skjulte fejl og mangler til efter tilbageleveringsfristen er overskredet. og det er den nu. så kan det godt være at jeg skriger mig igennem en hel aftengåtur. fordi jeg er bange for at træde i en usynlig frø. og så kan det godt være at jeg bryder grædende sammen på et fortorv i sydhavnen fordi jeg træder på en snegl (af den knasende slags). men så er der ikke noget at gøre, det er for sent, jeg er købt, og han blir nødt til at beholde mig.

det første lange stykke tid var jeg glad, ligetil og helthelt uneurotisk. men nu begynder de at poppe op, kan jeg mærke. jeg er ikke tilstrækkeligt opmærksom på at holde dem nede. og det med dyrene er værst. jeg hiver i ham og råber og skriger hver gang han nærmer sig en skovsnegl. og jeg holder mig for øjnene, og ruller mig sammen. som et pindsvin på en motorvej. hvis han lægger an til at kvase en uvelkommen edderkop.

det gør fysisk ondt på mig. sådan føles det. jeg ville have været alletiders fine buddhist. meget sådan levogladleveagtig. for lige meget hvor meget i prøver, vil i aldrig kunne overbevise mig om at min chili con carne engang har været en rigtig ko.

mvh ida- med stormskridt på vej mod nirvana

tirsdagsulækkerhed

noget som jeg holder sært meget af er at ligge fladt på ryggen og kigge lige op i luften når jeg nyser, så spyt/snotblandingen daler ned over mit ansigt som støvregn.

distræt i anden potens

jeg har lige renset mit ansigt med en vatrondel gennemvædet i neglelaksfjerner. nej. det kan ikke anbefales.

lortedag

det har været en af de der dage. hormoner eller sådan noget. stress måske. eller bare almindelige psykiske nerver. i hvert fald har både morgennyhederne og dr phil fået mig til at tude. og. det er som om tingene ikke rigtigt har villet virke. mit hår klasker og jeg har knækket en negl, og jeg fik ikke lige forberedt mig på den der eksamen imorgen. jeg blev vækket to gange i min middagslur. magnus skreg da han så mig. den slags. ikke noget slemt, men helt klart slemt nok. dårlig karma, hvadever.
men så fik jeg uventet gæst. den slags veninde der bare lige går tur, og bare lige kigger forbi. og efter en halv liter is og 3 spil backgammon, syntes jeg næsten jeg havde fejlvurderet dagen. at den måske ikke var så slem. sådan sad jeg og tænke, i min seng, i skrædderstilling, og pillede lidt distræt ved mine fødder. da jeg pludselig piller ved noget som bestemt ikke hører til på dem. noget mærkeligt tørt. og brunt og klumpet viser det sig. et styks absurd stort hundeekskrement som de små sandaler ikke har kunnet skærme for, tværet ud over min fod. hvor det så ellers har siddet fint og tørret ind hele aftenen. den her dag har bare så meget ikke fortjent mig. sådan noget lort.

om erindringer

jeg har engang været på koloni. jeg har osse engang været i ungarn. jeg har engang lavet en fødselsdagskage formet som en hund og jeg har engang sagt noget grimt om min bedste venindes fregner, så hun begyndte at græde.

jeg har engang haft en ven der hed jan, der var stor og stille og gerne ville klædes ud som dame. han var måske min nabo, måske var han ikke. og han havde måske en far der altid lå på sofaen og sov. det var dengang vi boede i et hus der vist var i 3 etager, og hvor vi vist havde et langhåret tæppe, og hvor min mor havde langt krøllet hår og orange fingernegle. senere havde vi et andet hus. der var kun én etage, men til gengæld et solarie. der var osse en ven der hed rené, der gerne ville lege med turtles. han havde vist nok osse en far der altid lå på sofaen og sov.

vi havde osse en dyrekirkegård. der lå en bl.a. død hare. som min far måtte tage op og hente bag skolen. efter jeg havde grædt mig i søvn i 3 nætter i træk. fordi den lå der. helt alene. og måske endda stadig trak vejret. der var osse en hel masse parterede spidsmus og gråspurve. ofre for superkatten robin d. 1. måske var det robin d. 2. eller osse var det krumme. jeg husker det dårligt.

ligesom jeg ikke kan skelne den ene sommerferie fra den anden. ligesom jeg ikke kan huske hvornår jeg tabte min første tand. ligesom jeg ikke kan huske om jeg nogensinde turde kysse henrik, selvom jeg troede vi skulle giftes, og ligesom jeg ikke ved om det var forår eller efterår, den dag i alsace hvor vi fandt tulipaner. ligesom jeg ikke ved hvornår mine forældre stoppede med at være glade, hvis de da nogensinde var det. ligesom jeg ikke ved hvornår jeg selv var det.

jeg har brugt de sidste par dage i jylland på at kigge alle barndomsbillederne igennem. men lige lidt hjælper det. det er væk, det er slettet fra min hukommelse, hvis det da nogensinde har opholdt sig der i mere end et par minutter. billederne er med mennesker jeg kender godt, i omgivelser jeg husker, men i situationer som er forsvundet. jeg kunne ligeså godt aldrig have været til stede.

jeg husker i virkeligheden kun mit liv marginalt bedre end en tilfældig kriminalroman fra en tilfældig ferie. jeg husker måske plottet, måske hovedpersonerne, måske morderen. men alle detaljer, alle årstal, alle logiske sammenhænge, fortaber sig i tågerne. og jeg føler mig erindringsløs, jeg føler mig gammel. jeg føler jeg tabte min barndom, næsten før den rigtigt sluttede.

en glemt ida på en glemt bakke, med en glemt (og meget uklædelig) lårkort. dagen er pist forsvundet.

en kærlig opfordring til en jeg holder af

kære jesper satandyr
min egen kværulerende yndlingsfyr
jeg er ikke vært på aftenshowet
og måske heller ikke så sporty som jeg først havde lovet

jeg hænger ikke ud med reimer bo
jeg kan ikke malke min egen ko
jeg kan ikke hive en traktor fri af mudder
jeg bruger ikke dine licenspenge på ligegyldigt sludder

og jeg ved jo godt du synes det er noget møg
selvom jeg har forklaret at hun faktisk er 3 meter høj
at din kæreste ikke hedder sisse fisker, sporten
at du istedet sidder tilbage med bibliotekarlorten

uden tv-tække og landsdækkende charme
blot med slet skjult bitterhed og helt helt uironisk harme
uden en stemme med smuk nordjysk klang
uden rama. og osse nærmest uden sjang

men jeg synes du skal skyde en pind efter romancen
og indse at du alligevel aldrig får chancen
for at vise din ubetingede kærlighed
og nyde hendes hærdebrede herlighed

for hvis du vil være min appelsin
så vil jeg være din turban. blød og rund og fin
glem nu hende sisse. det er mig du har skudt
jeg er din papegøje. og du er min. slut.

4 måneders krisen

bliver så pinligt evident når det retoriske satandyr begynder at argumentere stædigt for, at sisse fisker er enhver mands drøm. og hans især. fandme tragisk altså.

så er det nu

at det ellers lidet actionpackede liv pludselig viser sig fra sin allermest foranderlige side. tingene ændrer sig, og det er vel meget naturligt, men samtidig meget uvant og, nåja, sådan lidt angstprovokerende.

• jeg er meget pludseligt blevet meget gammel. 22. og der er ikke længere nogen undskyldning for den generelle barnagtighed.
• jeg er ved at pakke livet ned og flytte fra min trygge, faste (humørsyge, nævenyttige og lettere belastede) base gennem halvandet år, mads.
  
• jeg har holdt valentines day med hvad der efterhånden minder om en rigtig fast kæreste, og har delt kærlig/ærlighed og klicheer, istedet for som vanligt at benytte mærkedagen til at dele fastfood, sexandthecitymaraton og slet skjult bitterhed med veninderne.
• min cykel er blevet fikset efter et halvt års punktering, og jeg kommer igen hurtigt langt omkring. jeg kunne godt indrømme at det var rart med lidt daglig motion, men mit aktivitetssky image ville blive nødt til at slå jer ihjel efterfølgende, så det vil jeg undlade.
• og, tada, jeg gået the cold turkey way og har slettet tetris fra computeren efter et heftigt eskalerende misbrug.

ja og så har jeg fået en tur til paris i fødselsdagsgave. ovenstående er det eneste billede superfotografen fik taget hele ugen. det er versailles hvis nogen sku være i tvivl.

(men bare rolig, jeg glemmer stadig at læse, jeg drikker stadig for meget kakao og jeg har stadig jævnlige semierotiske drømme om midaldrende hasbeen-kendisser)

lidt om livslange skrivekramper

ahem. da jeg var lille ville jeg gerne være pingvinforsker på antarktis. altså. bare sådan forske i pingviner. for nogen skal jo gøre det. senere ville jeg bo i zoologisk have og hjælpe girafunger til verden. eller. bo i en rundkørsel og passe min fine runde have og køre taxa. og der har været alt muligt andet. men midt i, og før og efter, har der altid ligget en tanke om at ville skrive. en meget vag og diffus, men også meget vedholdende tanke.

og min selvindbildningskraft må jo være enorm. det eneste jeg nogen sinde har kunnet skrive har været små spæde forsøg på dagbogsnotater. altså jeg elsker ord. og sætninger. og jeg elsker at lave dem. jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. og alle de stile jeg har skrevet gennem min folkeskole og gymnasietid har været decideret smertefulde at producere. de har været heftigt copypasted fra bøger eller noveller eller opgaver på studienettet, og de har mildt sagt ikke imponeret nogen. mindst af alt mig selv. vi kan vel ligesågodt sige det som det er. jeg har ikke en kreativ knogle i kroppen. jeg har ikke den mindste skabertrang eller vedholdenhed, jeg er født med skriveblokering.

derfor har det også været så virkelig højst usædvanligt at jeg har kunnet blogge så længe. altså i over et år, og endda sådan rimelig regelmæssigt. og det har ikke engang gjort ondt, det har bare været rart. og sjovt. og vanedannende.

men altså det måtte jo gå galt på et tidspunkt. og kombinationen af flere måneders kronisk skrivekrampe som følge af uendelige mængder eksamensopgaver, og store problemer med at opmobilisere tilstrækkelig livslede og frustration midt i satandyrforelskelse har altså gjort mig sådan ret træt af bloggeri.

men fem dage mere, så er skriveriet overstået. og januar er som skabt til weltschmerz, satandyr eller ej. så jeg regner med fornyet skrivelyst inden længe. det er allerede. så småt. gået i gang.

nytårsforsæt 2007 (mangler finpudsning, men klart en forbedring i forhold til nytårsforsæt 2006):

finde ud af hvad det er jeg skal. når nu det er så pinligt evident at jeg ikke skal skrive.