i et par år var mit værelse tapetseret med plakater. og ja. jeg skammer mig. selvom jeg kun var 10-12 år undrer det mig alligevel at jeg ikke bemærkede de ekstremt bøssede undertoner (og den forfærdelige musik). altså. hvordan kan det her nogensinde have været min romantiske drøm? det må være verdens mest homoerotiske billede nogensinde.
j
eg var forelsket i mark. hvis der mod forventning er nogle læsere der ikke har været hardcore takethatfan som jeg, kan det oplyses at det er ham den fine maskumand i midten.
min smag i fyre er måske stadig ikke helt finpudset. men. det er, trodsalt og uden at det siger så meget, gået fremad.
for de nysgerrige er her en video af hvad der satte en 12årig hestepiges hjerte i brand. det er helt fantastisk.
jeg har tømmermænd. de er tilstrækkeligt slemme til at eksamensopgaveskrivning er definitivt uladsiggørligt. men alligevel så relativt meget under kontrol nu, at jeg kan blogge. og spille tetris. og spise schweizerdrops. jeg har ellers brugt hele dagen på at ligge i fosterstilling og kigge ind i væggen og klynke. men mads hentede bagels og cola til mig tidligere, det hjalp. og bitten og anders er på vej med fritter, og jeg ville være prisgivet uden mine madleverandører. jeg synes ellers det går ok med projekt mådehold, men. min mave er helt klart ikke enig.
næste stop er projekt afholdenhed. jeg ser ingen andre alternativer.
nja, eller. ikke helt. inspireret af majas paniske fodfobi kommer her
en liste over ting jeg er bange for. i rimeligt vilkårlig rækkefølge.
- fisk
- tandlæger
- at køre over skovsnegle på cykel
- at komme til at drikke sur mælk
- børnehaver i bybusser
- motorveje
- næsesprays
- at dø ensom og alene
og jeg har en frygteligt kedelig tendens til at kede mig frygteligt.
kender du typen. der altid kommer med fornuftige og velovervejede udtalelser, altid siger passende ting på passende tidspunkter. det er ikke mig.
i torsdags var jeg på århusshopping med bitten. og jeg spottede selvfølgelig to gamle bekendte i salling. den slags som man egentlig har været virkelig gode venner med, men som man alligevel ikke lige orker at smalltalke. den slags der kan få panikgenet op i mig, og få mig til at liste rundt langs hylderne i desperat forsøg på at gemme mig.
jeg burde have lært min lektie- det går galt hver gang. og selvfølgelig ramler jeg lige ind i mandlig del af parret i h&m og når ikke at gemme mig bag tøjstativ før jeg får et knus. hvem der havde en smalltalk-knap man ku skrue op for ved passende lejligheder. jeg har bare ikke, og forvandler mig selvfølgelig til mumlende mytoman idiot. men han er stadig sød, virkelig. og verdens flotteste fyr. og jeg skynder mig op til bitten. og når lige at råbe noget i stil med "føj for satan hvor er han bare møgbeskidt". og etellerandet x-rated. da hans kæreste/min fine veninde prikker mig på skulderen for at sige hej.
man skulle tro at jeg var i stand til at lære af bitter erfaring. men det er jeg ikke. jeg må være rasende ubegavet. det er den oplagte konklusion. da maja og mette idag præsenterede mig for stor forfærdelse over min (jaok, lidt sygelige) fascination af simon cowell, var den kvikkeste comeback-kommentar jeg kunne komme i tanke om et "jaja, jeg har jo også en røvhulsfetisch". sørgeligt men sandt. og vel sagtens udemærket. bortset fra at det vist kunne misforståes. og bortset fra at jeg sad på lille propfyldt kinarestaurant. og bortset fra at jeg vidst stirrede lille genert kinatjener dybt i øjnene mens jeg sagde det. nej. skreg det. hvis jeg nu skal være helt ærligt.
og. jeg tænker lidt på sådan en sy-læberne-sammen-operation. det ville spare mig (og staklerne omkring mig) for så uendeligt meget.
jeg er god til ferie. afslapning har altid været en af mine absolut stærkeste sider. og jeg ville give næsten hvad som helst for at blive beamet ned på en strand i spanien med en papvin og en knaldroman. men nu er det efterårsferie i jylland, og det er osse heltheltok. jeg savner privatliv, og grønne look og at høre morrissey højt på mit stereoanlæg om morgenen. men det går overraskende godt her. jeg hygger mig.
jeg har besøgt min mormor idag. det er altid en oplevelse. idag, under et spil geni (fattigmands-tp) udviklede mit liv sig lynhurtigt fra den lidet underholdene standardfarce til en horrormusical. fik ikke rigtig opklaret hvorfor min mor og mormor så sig nødsaget til at give os alle syngende hints. men musikalitet er i hvert fald ikke min families stærke side. og mine ører bløder stadig.
min familie er som en logaritmisk skala. når antallet af personer fordobles, ryger tosserierne bare sådan lige op i tredje potens. eller noget. jaok. det er længe siden jeg har haft matematik.
men jeg har kvalme nu. meget kraftig aftenkvalme. det har som altid en ganske naturlig forklaring. jeg er klar til at nedkomme med 200 gram jordbærskum kværnet under kedelig tvkrimi. flot ida.
jeg får aldrig smser om natten. jeg ved ikke om det giver nogen mening at snakke om at savne noget man aldrig har haft. men af og til savner jeg at få smser om natten. til gengæld sender jeg selv natlige smser ud i en lind strøm. tror jeg kan sige med ret stor sikkerhed at de ikke ville blive savnet hvis de udeblev. jeg kan godt selv se at det er en lidt dum situation. og selvom det måske virker fjollet, overvejer jeg om ikke jeg ligeså godt først som sidst bare kan begynde at sende dem til mig selv.
ville jeg forbyde folk over halvanden meter at gå til koncert. evt. kunne de stå bagerst i lokalet bag et hegn, så de ikke forstyrrede os lavstammede typer. det obligatoriske post-koncert-holdinakken er allerede på vej.
ryan adams var fantastisk og helt overraskende veloplagt. og selvom jeg kun sjældent kunne se mere end toppen af hans lhasa apso-agtige hårpragt var det alligevel alletiders fine koncert. mit hjerte gik i tusind stykker da han spillede what sin replaces love. og jeg håber at den her aggresive lykke der gerne følger i kølvandet på gode koncertoplevelser vil holde. i hvert fald til i morgen formiddag hvor jeg skal lave ydmygende og pinlig fremlæggelse af et emne jeg endnu ikke rigtigt ved hvad er. jeg kører den hjem på rutinen.
jeps. sådan en har jeg. og den hopper gerne frem på de alleralleruheldigste tidspunkter. som når jeg feks. idag til jobsamtale kommer til at betegne mig selv som computer-superbruger. bare sådan. uden at blinke.
sidder nu og hyperventilerer lidt af panisk angst for at blive proppet på et eller andet it-relateret, så det blir afsløret at jeg kun er superagtig til tetris og overspringshandlinger på underlødige internetsider. og til at lyve naturligvis.
menmen. jeg fik i hvert fald jobbet, og er nu i besiddelse af 4 af slagsen+to eksamensopgaver der skal afleveres indenfor de næste 14 dage. det blir et ubetinget hit.
jeg har haft mit livs til dato mest inaktive dag. næsten. jeg elsker at lave ingenting, men jeg kan bedst lide at lave ingenting med andre har jeg opdaget. i nat har jeg sovet 14 timer og det synes jeg på en eller anden måde er lidt af en bedrift. tine har sagt at jeg ser kernesund ud. det er bestemt ikke sådan jeg føler mig. og jeg har fået mit tastatur til at virke. nu mangler jeg bare noget fornuftigt at skrive med det. det mangler jeg, ligesom jeg generelt mangler mange ting i dag. feks.
- min pung
- min baglygte
- mad i køleskabet (løg og gulerødder ikke iberegnet)
- vaskepulver
- lyst til at arrangere ny aftale med megaloman jurastuderende
- batterier til mit kamera
der er mange ting man først indser at man går og mangler når man blir præsenteret for andre der har det. som sex. og rihannamusik feks. og et stort køkken at danse rundt i. til rihannamusik. det mangler jeg i den grad lige nu.
jeg sidder hjemme hos ruth og skriver opgave. eller. det vil sige. vi ville have skrevet opgave hvis ikke jeg lige havde ødelagt rasmus' computer. som alle vores data ligger på.det er meget frustrerende. så frustrerende faktisk at jeg lige kom til at pille lidt ved min telefons batteri. der er sådan et klistermærke på den. det må man IKKE pille af. øhm. så jeg har osse lige ødelagt min telefon. så hvis der er nogen der vil i kontakt med mig må de benytte messenger eller email. jeg svarer ikke forresten. jeg har nemlig ødelagt mit tastatur også. så. ja. hav det godt allesammen. jeg vil gå hjem og se fjernsyn og vente på det uundgåelige. er spændt på hvor længe det holder. måske kan jeg ligesågodt bare sætte mig til at kigge tomt ind i væggen først som sidst.
