3.29.2006

af børn og fulde folk ...

ida; skal jeg ikke prøve din hoolahopring?
cæcilie; nej jeg tror du er for tyk til at bruge den.
ida; arh. man kan da godt bruge hoolahopring selvom man er lidt tyk.
cæcilie; nej. altså. sådan for fed. mente jeg.

jøsses.

3.26.2006

nåjaok. måske er det ved at være en uges tid siden jeg har fået benyttet mit spritnye fitnessmedlemskab. men tilgengæld har jeg kastet så meget op at min krop føles som om den har været ude at løbe maraton. det må da tælle for noget.

vi har haft besøg af de frygtløse jyder. og det har været en på alle måder begivenhedsfuld weekend. jeg har vundet en ganske imponerende tpsejr med dan. jeg har fundet ud af at en hamster er drægtig i 20 dage. jeg har spurgt vildtfremmedmand om vi sku snave. lidt for mange gange. og så har jeg endelig indset noget der for evigt vil forandre mit liv og selvbillede.

jeg er tossemagnet. det ved vi. på vej ned af vesterbrogade i fredags blev jeg forfulgt imponerende længe af fremmed tosse der højlydt insisterede på at jeg skulle synge opera med ham. man kunne have ønsket sig nogle loyale venner. lige i den situation. men man fik i stedet et "arh, ida. du kan da godt lige synge med manden". og jeg fattede det ikke.

vi sad i metroen, overfor verdens tossedeste mand. der naturligvis ville snakke. og jeg fattede det ikke. og der kom en anden tosse ind, der efter at have sagt hej til alle lynhurtigt fandt sammen med tosse1, og begyndte at snakke med ham. ikke engang dér fattede jeg det.

men pudsigt syntes vi. at én tosse lynhurtigt kan spotte en anden tosse. og først da gik det op for mig. hvorfor de forfølger mig. de kan simpelthen kende en tosse når de ser en. det forklarer ikke så lidt. jamen du godeste altså.

hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig det? at det er mig der er tossen? det ku i sgu ærligt talt godt lige have sagt.

3.22.2006

hurra! jeg er blevet tagget er selveste paven hvilket er ikke så lidt af en ære. den opmærksomme læser har nok bemærket at navlepillende poster er noget nær mit speciale, og det her er jo alletiders undskyldning for endnu en af slagsen. here goes.

4 jobs jeg har haft

-pizzeriapige på italiano. hvor primær arbejdsopgave var at spise is og pizza og læse kigind.
-medhjælper i børnehave. primær arbejdsopgave; spille vendespil.
-medhjælper i vuggestue. primær arbejdsopgave; skifte ble.
-studenterhjælp på bibliotek. primær arbejdsopgave; smuglæse og lave så lidt som overhovedet muligt.

4 film jeg kan se flere gange

-kundskabens træ. mest pga. de klassiske oneliners.
-grease. fordi jeg er notorisk forelsket i john travolta. og fordi jeg kan den udenad.
-the big lebowski. fordi jeg så den hver aften i de 14 dage jeg ikke havde antennestik.
-donnie darko. fordi det er en fin teenageweltschmerzfilm med sjove biroller og alletiders soundtrack.

4 steder jeg har boet
-stautrup som var verdens navle til jeg var 12.
-søholt alle i silkeborg hvor der var kirsebærtræ og folk der vaskede mit tøj
-bindslevs plads i silkeborg. med bitten og masser af grønne look og gæster i sofaen.
-værelse på vesterbro torv. hvor jeg betaler for beliggenhed, masser af plads og opvaskemaskine med daglige tæsk af grænsespykotisk roommate.

4 tvshows jeg ser
-dr. phil. fordi han er sej. og virkelig kan bære et overskæg.
-oprah. fordi følelsesporno altid er et hit.
-paradise hotel. og alt andet underlødigt realitytv.
-klovn. fordi frank hvamm er mere klovnet end mig. og det er en slags trøst.

4 steder jeg har været på ferie
-christiansø. hvor jeg mødte prins henrik der var på løbetur med tæppetisserne og ung spændstig mand.
-weimar. som måske har goethe og bauhaus, men alligevel lader en del tilbage at ønske.
-gambia. hvor der blev friet til mig flere gange dagligt og jeg sad på en ægte levende krokodille.
-alanya. helt igennem hæsligt sted. blev enormt solskoldet.

4 websites jeg besøger dagligt
-ekstra bladet
-svingninger
-biblnet
-allmusic

4 steder jeg hellere ville være lige nu
-i min seng
-evt. i en andens seng
-i zoologisk have
-et sted hvor temperaturen tillader at jeg lufter lidt mere af min nye fitnesskrop

4 slags mad jeg får en del af
-kakaomælk
-kage
-paradisis
-A38

4 plader jeg hører igen og igen
blonde redhead- melody of certain damaged lemons
tom mcrae- tom mcrae
the divine comedy- regeneration
athlete- vehicles and animals

4 bøger jeg kan læse igen og igen
naiv.super. giver mig altid lyst til at købe et hammerbræt.
skrumpen fra det ydre rum. fordi verden skal være i farver og striber.
postsecretbogen
min sudokubog (tæller det?)

4 bloggere jeg tagger
mette szabo. som må se det som en kærkommen lejlighed til at løfte hovedet fra gravhøje og oldtidsmøddinger.
fez. som deler min listefetisch.
lynkineresen. som snart skal til at oppe sig lidt med blogningen.
bjørnen fra voel

3.20.2006

fitnessdronning in spe

det allerutænkeligste er sket. supertumlefumleren herself har købt sig et medlemskab i fitnessworld. til mit forsvar skal det dog siges at det skete under heftigt gruppepres. og at det i øvrigt ligger så tæt på at fedtbollen kan trille derned i sin pyjamas. tror måske at det er min allerelendigste idé til dato. men når nu jeg har betalt, så skal det altså også udnyttes. så igår kastede jeg mig frygtløs op på det ene torturapparat efter det andet. og efter nogle indledende samarbejdsvanskeligheder med en genstridig stepmaskine gik det faktisk over al forventning. så godt gik det, at jeg i et anfald af overmod har meldt mig til et uendeligt antal pilates-yoga-whatever-hold.

og allerede i dag skulle jeg bøde for min hybris med jordens mest ydmygende oplevelse. det er ikke spor fedt at stå i en spejlsal med 30 diminutive blondiner og en superenergisk instruktør og kæmpe i 10 minutter for at komme op i en hovedstand der blot endte som mislykket og helt ufrivillig kolbøtte. og endnu mindre sjovt er det at gå i bro, men være ude af stand til at få krop ned i normal position igen, og istedet torpedere totalt uforberedt sidemand med heftig dominoeffekt til følge. følelsen af at være 100% fejlcastet i eget liv er igen overvældende.

men som bekendt er jeg ude af stand til at lære af smertefuld erfaring. så jeg skal naturligvis derned igen i morgen. ja faktisk kan i vist allerede begynde at forberede jer på at jeg lynsnart springer ud som fitnessdronning ala kvindelig george olesen (dog uden fjollede stunts)

klap ida lidt på skulderen. det ville hun i hvert fald selv gøre- hvis altså ikke hun var fitnessinvalid og helt og aldeles ude af stand til at løfte sine arme.

3.16.2006

rocknroll er djævlens værk

jeg har længe haft en klar fornemmelse af at et eller andet modarbejdede mig. har vel hele tiden troet at det bare var universet generelt der var imod mig. men det viser sig at der er meget større kræfter på spil. det er simpelthen djævelen. i egen høje person.

hvordan har djævelen fået fat på relativt uskyldig bibliotekarstuderende fra vesterbro spørger du måske? han er simpelthen gået direkte gennem mit stereoanlæg. som altså af og til spiller det aller djævelskeste; rocknroll.

jo. den er god nok. alle rockmusikere er besatte af djævelen og nu har de smittet mig. i tvivl? læs selv her.

holger skov siger bl.a.

"Rock-musikken begyndte I USA I 1950èrne med Bill Haily, Little Richard og Elvis Presly. De var i virkeligheden Satans fortropper, sendt for at nedbryde ungdommen.Allerede i 1960 érne kom der vældig mange nye grupper, så som The Beatles – Rolling Stones – The Doors osv. De var alle elever af Alester Crowley, et af de ondeste mennesker i verden, som døde i 1947."

heldigvis hører jeg da kun sjældent britney spears der i følge den kære holger er skyld i aids på alle kontinenter.

jeg er ærligt talt skræmt. i morgen må jeg med blødende hjerte skille mig af med mit livs store kærlighed. farvel ipod! ikke mere ondskab i mit liv. fandme nej om jeg vil ende i helvede for lidt beatmusik.

vil straks kaste mig ud i nyt liv uden djævelskab. hurra for en øjenåbner på en torsdag!

3.15.2006

dagens words of wisdom; intet er så godt at det ikke er skidt for noget.

jeg må være jordens slappeste person. så slap er jeg at jeg nogengange selv kan blive lidt i tvivl om hvorvidt min puls overhovedet slår. det er alletiders at være laidback, men når man næsten altid er så laidback at man blir horisontal er det altså lidt problematisk.

mitliviennøddeskal

tag nu for eksempel idag. jeg havde en af de her altid velkomne og faktisk ikke så sjældne fridage. dag startede sent, jeg skal jo have mine 12 timer, men alligevel ret lovende. lavede mig en lang og ret så ambitiøs men på ingen måde umulig todolist. derefter bruger jeg 3 timer på at stirre blindt ind i skærmen og spille tetris.

da jeg først har fået spist morgenmad og kommet i bad er klokken 15 og dermed tid til den obligatoriske middagslur. den er jeg så vågnet fra nu. mere end 3 timer senere. dagen er jo slut nu. hvilket blot efterlader mig med sovemærker i hele hovedet og en næsten ligeså lang todolist som i morges. har fået slettet de store slemme opgaver

-klippe tånegle

-gå ned med skrald

-hente vasketøj på loftet

-skiftet sengetøj

og mangler de små lette opgaver

-rydde op på smadret værelse

-gøre rent på smadret værelse

-gøre rent på mosbegroet badeværelse

-betale gamle regninger

-sortere noter

-læse 3000 sider til fredag

altså fuck osse. godt jeg har en fridag igen i morgen. det er et hårdt liv som studerende.

3.12.2006

ok. jeg tager de fredelige ord i mig igen. jeg har tydeligvis nogen anger management issues. idag har jeg således råbt slamfisse ind i min telefon. til dsb's rejseplans-robot. jeg taler ellers sådan rimelig almindeligt dansk- jeg hverken stammer eller læsper eller snakker bagvendt. så hvorfor det var umuligt for hende at forstå mit tydelige "16.30" er ret ubegribeligt. men ligegyldigt hvad jeg sagde reagerede hun med et "jeg har svært ved at forstå hvad du mener." 16.30 for fanden! hvor svært kan det være?

for at pointere hvor 100% ude af stand til at forstå dansk hun var, reagerede hun på min ellers ret åbenlyse fornærmelse med et "jeg synes du sagde 6. juni. jeg har desværre ingen oplysninger om afgange så langt fremme i tiden". slamfisse=6. juni? rimeligt fri tolkning af en sviner må man sige.

er der i det hele taget noget der kan få en til at miste lysten til livet som en service-robot? jeg tror det ikke. det skulle da lige være, at være til bryllup hos sin kusine og blive placeret med et bøssepar der kun havde øjne for hinanden på den ene side og en fyr der smuttede efter forretten fordi han skulle spille koncert på den anden. sgu da osse uheldigt. og for at det ikke skal være løgn sad der overfor mig en ung mand der læste til ingeniør i ålborg. fandme ironisk. så miserabelt var det at jeg følte mig nødsaget til at drikke mig urimeligt fuld i mousserende dessertvin. tror dog ikke der var nogen der bemærkede det. det skulle da lige være den tomme stol ved siden af mig der var aftenens eneste samtalepartner.

3.10.2006

ida- nu som boksebold

jeg er omgivet af voldelige mænd. eller voldelig mand sådanset. men voldelig mand der slår for to. i et ganske imponerende tæsketempo. da jeg flyttede ind hér troede jeg sådanset jeg havde skudt boligpapegøjen. glemte bare at læse det der stod med småt i kontrakten. "roomie må til alle tider fungere som boksebold for frustreret sadistmads".

jeg forstår ikke hvorfor jeg tilsyneladende sådan indbyder til tæskerier. jeg er selv så enormt fredelig. pascifist vel nærmest. og for at gøre ondt værre har han tilsyneladende startet en slåpåidatrend. da jeg forleden sad med mette i bussen gav hun mig i hvertfald pludselig en lammer og skreg "bobbel". som om en folkevogn nogensinde har været legitim grund til at slå på nogen som helst. heldigvis er mette en meget piget pige, og hendes lammer var bare et kærligt tjat på skulderen. så jeg viste hende lige hvordan en rigtig lammer ser ud. naturligvis. syntes sådanset det var min pligt.

ida- antivoldeligt voldsoffer. og på vej til jylland igen. nu må de der familiefester snart få en ende.

3.08.2006

dagens sure opstød

jeg er ret flegmatisk anlagt. normalvis skal man opføre sig mere end almindeligt væmmeligt for at fremprovokere en reaktion hos mig. men nogen ganske få mennesker kan få mig til at se rødt ved deres blotte eksistens. stig rossen og iben tranholm feks. nå ja. og så eksterne lektorer fra bornholm.

egentlig synes jeg vist ikke bornholm har så meget at byde på. klamme sild, en faldefærdig borg og en hel masse granit. det er vist det. ikke at øen gør mig noget som sådan. det passer mig bare helt fint at den og al dens væsen bliver derude i vandet. men det har en eller anden klaphat fra ansættelsesudvalget på skolen så valgt at ændre på. han har simpelthen importeret en debil bornholmer til skolen.

manden er jordens mest inkompetente underviser og desuden uden nogen som helst formidlingsevner. selvom han har arrangeret det så snedigt at vi skiftes til at undervise hinanden, så han selv absolut intet skal lave, blir det bare mere og mere evident at han absolut ingenting ved om forskningsformidling. det eneste manden nogensinde har skrevet på tavlen er "valg=fravalg". fandme skarpt klogeåge!

sjældent har jeg set så megen idioti fordelt på blot et enkelt stykke menneske. og for at gøre ondt være er han så eminent irriterende at han formår at forvandle mig til jordens mest irriterende elev. kan simpelthen ikke lade være med at grave i hans uvidenhed med den ene håbløse spørgsmål efter det andet. og eftersom det er den debile bornholmer selv der skal bedømme vores eksamensopgaver er jeg ret sikker på at jeg er ved at grave min egen grav i forskningsformidling. bevæger mig simpelthen stødt men sikkert mod en dumpning.

derfor foreslår jeg at vi straks overdrager bornholm (incl. jordens mest inkomptente underviser) til sverige. evt. i bytte for deres curlinghold. det er ærligt talt min bedste idé længe. jeg går straks igang med underskriftsindsamling. der er håb.

3.02.2006

går lige direkte i i love you;

-mads mikkelsen som dødlækker filantrop i efter brylluppet

-cecilie som jeg passer når hun siger "du må ikke fortælle det til nogen men jeg længes efter at være lille igen"
-ruths kæreste når han laver pandekager

skulle have en springskalle;

-snevejr den første forårsdag
-bankrådgiverfrahelvede (rigtig væmmelig type)
-eksterne lektorer fra bornholm (især dem med lædervest og mærkelig hårvækst)
-james blunt (enelleranden stop den mand. jeg får ondt i hjernen)
-min fars 50års fødselsdag som har placeret sig oveni iron&wine koncerten

-den sinke der havde trykket på nødstop da jeg idag for én gangs skyld skulle med metroen. hader offentlig transport.

og nu vil jeg gå i seng med min sudokubog. måske ikke den allermest fornøjelige sengepartner i hele verden. men på den anden side overhovedet heller ikke den værste.