mixtapes og kærlighed

da jeg gik i 4. klasse fik jeg min første kæreste. han hed henrik, og jeg kunne selv vælge, om jeg ville have ham eller kenn. og så valgte jeg henrik, for han var den klogeste. det var ham, der lærte mig, at nogle damer, f.eks. mariah carey, plukker hår ud af deres øjenbryn. et absurd faktum, som jeg længe troede, at han bare havde fundet på. han var også vild med dinosaurer og biler.

og så skulle jeg på skiferie. til polen af alle steder og i bus. i afskedsgave gav henrik mig et bånd, som han selv havde mixet. første sang var seal med kiss from a rose. anden sang var shampoo med trouble. whigfield var også på. og jeg kan desværre ikke huske resten.

det var pisse magisk. jeg sad hele vejen i bussen til polen og spolede frem og tilbage, så jeg kunne høre seal igen og igen og igen. imens forelskede jeg mig i en mand, der sad skråt bagvej mig. jeg husker mine barndoms forelskelser som mindst lige så stormende som de senere. lige så meget længsel, lige så meget lyst. ricki hed han. han havde røde krøller og store øreringe og var afsted med nogle venner. jo mere jeg gloede, og jo mere seal sang, jo heftigere forelskede jeg mig. og resten af ferien var opfyldt med den her desperate følelse af længsel efter den her fremmede mand. en dag spiste vi på samme pizzeria, og jeg kunne næsten ikke spise, næsten ikke trække vejret, fordi jeg skulle glo på ricki og afspille kiss from a rose på min indre walkman.

da jeg kom hjem, slog jeg i en periode dagligt rickis navn op i samtlige af vores telefonbøger, og jeg fandt ham faktisk. men hvad skal en 10 årig pige lige gøre med et telefonnummer til en fremmed mand. udover at lære det udenad. imens hørte jeg mit mixtape. og tænkte ikke en skid på henrik. jeg har altid været en utaknemmelig lort.

først fik jeg kræft og så knækkede jeg en tand

på den måde har 2014 været begivenhedsrig på lidt anderledes vis, end jeg i første omgang havde forestillet mig.

i forvejen går det foruroligende hurtigt med livet. det er kun lige lidt over to år siden, at jeg var arbejdsløs dimitted og sad på 5. sal i vores utætte 2-værelses lejlighed og så the bachelor dagen lang, mens jeg ventede på at føde en baby. et lidt uklart koncept, som jeg lige dele glædede mig til og frygtede.

det viste sig at være relativt udramatisk. men det havde en uventet bivirkning. for pludselig er det endegyldigt slut. med at være på vej ind i liv. for man er der, bum, og der er ingen vej tilbage, og tiden løber hurtigere end nogensinde.

på en måde er det det, det er, når man bliver voksen. før ventede alting i fremtiden som en lovning på noget større og vildere og mere. nu står man midt i det med fedtet hår og hverdagsstress og halvfabrikata i køleskabet.

men så skete der noget mere. jeg gik ind i 2014 og nåede kun lige at komme mig over tømmermændene, før jeg fyldte 29. i den anledning gik jeg til lægen og fremviste et modermærke, som har siddet der altid og passet sig selv. det har så åbenbart gjort lidt mere, f.eks. udviklet sig til en lille, blåsort kræftsvulst, der ville have slået mig ihjel, hvis jeg ikke havde fået den fjernet. principielt kan den nå det alligevel. man ved aldrig rigtigt med den slags.

min mor græd meget og jeg købte en masse solcreme. og så knækkede jeg en tand. jeg troede, at det var marcipanægget, der var inficeret med grus, men det var emalje. tilbage var et stort sort hul ned i en lille, flad tand. det gjorde ikke ondt, men det føltes som om, at jeg skulle dø.

og tanden blev ordnet, og jeg skal til at gå til tandlæge mere end hvert syvende år. i den modsatte tandtvilling var der et hul, og jeg er ikke mere et ungt menneske, der aldrig har haft huller i tænderne. og knækkede tænder. og kræft. man kan sige, at 2014 markerer begyndelsen på enden for min hensygnende krop, og i den anledning er jeg så begyndt at bruge tandtråd og solcreme. på en eller anden måde er der ikke andet at gøre.

dø skal vi jo allesammen, konstaterede min tandlæge tørt. da jeg græd i hans tændlægestol. men det bliver næppe af en knækket tand.