på den måde har 2014 været begivenhedsrig på lidt anderledes vis, end jeg i første omgang havde forestillet mig.
i forvejen går det foruroligende hurtigt med livet. det er kun lige lidt over to år siden, at jeg var arbejdsløs dimitted og sad på 5. sal i vores utætte 2-værelses lejlighed og så the bachelor dagen lang, mens jeg ventede på at føde en baby. et lidt uklart koncept, som jeg lige dele glædede mig til og frygtede.
det viste sig at være relativt udramatisk. men det havde en uventet bivirkning. for pludselig er det endegyldigt slut. med at være på vej ind i liv. for man er der, bum, og der er ingen vej tilbage, og tiden løber hurtigere end nogensinde.
på en måde er det det, det er, når man bliver voksen. før ventede alting i fremtiden som en lovning på noget større og vildere og mere. nu står man midt i det med fedtet hår og hverdagsstress og halvfabrikata i køleskabet.
men så skete der noget mere. jeg gik ind i 2014 og nåede kun lige at komme mig over tømmermændene, før jeg fyldte 29. i den anledning gik jeg til lægen og fremviste et modermærke, som har siddet der altid og passet sig selv. det har så åbenbart gjort lidt mere, f.eks. udviklet sig til en lille, blåsort kræftsvulst, der ville have slået mig ihjel, hvis jeg ikke havde fået den fjernet. principielt kan den nå det alligevel. man ved aldrig rigtigt med den slags.
min mor græd meget og jeg købte en masse solcreme. og så knækkede jeg en tand. jeg troede, at det var marcipanægget, der var inficeret med grus, men det var emalje. tilbage var et stort sort hul ned i en lille, flad tand. det gjorde ikke ondt, men det føltes som om, at jeg skulle dø.
og tanden blev ordnet, og jeg skal til at gå til tandlæge mere end hvert syvende år. i den modsatte tandtvilling var der et hul, og jeg er ikke mere et ungt menneske, der aldrig har haft huller i tænderne. og knækkede tænder. og kræft. man kan sige, at 2014 markerer begyndelsen på enden for min hensygnende krop, og i den anledning er jeg så begyndt at bruge tandtråd og solcreme. på en eller anden måde er der ikke andet at gøre.
dø skal vi jo allesammen, konstaterede min tandlæge tørt. da jeg græd i hans tændlægestol. men det bliver næppe af en knækket tand.
i forvejen går det foruroligende hurtigt med livet. det er kun lige lidt over to år siden, at jeg var arbejdsløs dimitted og sad på 5. sal i vores utætte 2-værelses lejlighed og så the bachelor dagen lang, mens jeg ventede på at føde en baby. et lidt uklart koncept, som jeg lige dele glædede mig til og frygtede.
det viste sig at være relativt udramatisk. men det havde en uventet bivirkning. for pludselig er det endegyldigt slut. med at være på vej ind i liv. for man er der, bum, og der er ingen vej tilbage, og tiden løber hurtigere end nogensinde.
på en måde er det det, det er, når man bliver voksen. før ventede alting i fremtiden som en lovning på noget større og vildere og mere. nu står man midt i det med fedtet hår og hverdagsstress og halvfabrikata i køleskabet.
men så skete der noget mere. jeg gik ind i 2014 og nåede kun lige at komme mig over tømmermændene, før jeg fyldte 29. i den anledning gik jeg til lægen og fremviste et modermærke, som har siddet der altid og passet sig selv. det har så åbenbart gjort lidt mere, f.eks. udviklet sig til en lille, blåsort kræftsvulst, der ville have slået mig ihjel, hvis jeg ikke havde fået den fjernet. principielt kan den nå det alligevel. man ved aldrig rigtigt med den slags.
min mor græd meget og jeg købte en masse solcreme. og så knækkede jeg en tand. jeg troede, at det var marcipanægget, der var inficeret med grus, men det var emalje. tilbage var et stort sort hul ned i en lille, flad tand. det gjorde ikke ondt, men det føltes som om, at jeg skulle dø.
og tanden blev ordnet, og jeg skal til at gå til tandlæge mere end hvert syvende år. i den modsatte tandtvilling var der et hul, og jeg er ikke mere et ungt menneske, der aldrig har haft huller i tænderne. og knækkede tænder. og kræft. man kan sige, at 2014 markerer begyndelsen på enden for min hensygnende krop, og i den anledning er jeg så begyndt at bruge tandtråd og solcreme. på en eller anden måde er der ikke andet at gøre.
dø skal vi jo allesammen, konstaterede min tandlæge tørt. da jeg græd i hans tændlægestol. men det bliver næppe af en knækket tand.
No comments:
Post a Comment