jeg har engang haft en ven der hed jan, der var stor og stille og gerne ville klædes ud som dame. han var måske min nabo, måske var han ikke. og han havde måske en far der altid lå på sofaen og sov. det var dengang vi boede i et hus der vist var i 3 etager, og hvor vi vist havde et langhåret tæppe, og hvor min mor havde langt krøllet hår og orange fingernegle. senere havde vi et andet hus. der var kun én etage, men til gengæld et solarie. der var osse en ven der hed rené, der gerne ville lege med turtles. han havde vist nok osse en far der altid lå på sofaen og sov.
vi havde osse en dyrekirkegård. der lå en bl.a. død hare. som min far måtte tage op og hente bag skolen. efter jeg havde grædt mig i søvn i 3 nætter i træk. fordi den lå der. helt alene. og måske endda stadig trak vejret. der var osse en hel masse parterede spidsmus og gråspurve. ofre for superkatten robin d. 1. måske var det robin d. 2. eller osse var det krumme. jeg husker det dårligt.
ligesom jeg ikke kan skelne den ene sommerferie fra den anden. ligesom jeg ikke kan huske hvornår jeg tabte min første tand. ligesom jeg ikke kan huske om jeg nogensinde turde kysse henrik, selvom jeg troede vi skulle giftes, og ligesom jeg ikke ved om det var forår eller efterår, den dag i alsace hvor vi fandt tulipaner. ligesom jeg ikke ved hvornår mine forældre stoppede med at være glade, hvis de da nogensinde var det. ligesom jeg ikke ved hvornår jeg selv var det.
jeg har brugt de sidste par dage i jylland på at kigge alle barndomsbillederne igennem. men lige lidt hjælper det. det er væk, det er slettet fra min hukommelse, hvis det da nogensinde har opholdt sig der i mere end et par minutter. billederne er med mennesker jeg kender godt, i omgivelser jeg husker, men i situationer som er forsvundet. jeg kunne ligeså godt aldrig have været til stede.
jeg husker i virkeligheden kun mit liv marginalt bedre end en tilfældig kriminalroman fra en tilfældig ferie. jeg husker måske plottet, måske hovedpersonerne, måske morderen. men alle detaljer, alle årstal, alle logiske sammenhænge, fortaber sig i tågerne. og jeg føler mig erindringsløs, jeg føler mig gammel. jeg føler jeg tabte min barndom, næsten før den rigtigt sluttede.
en glemt ida på en glemt bakke, med en glemt (og meget uklædelig) lårkort. dagen er pist forsvundet.
