jeg er af og til rigtigt ubehagelig, og idag var jeg det på et rigtigt ubehageligt tidspunkt. i hvert fald i forhold til mit ønske om at virke heltheltsundihovedet upsykotisk og voksenagtig på mit nye alvorlige job.
jeg spiste frokost med medmedhjælper, nærmeste voksenchef og meget alvorlig chefchef, som jeg meget alvorligt prøver at overtale til at beholde mig som kompetent voksen i ægte jobfunktion.
og så var det at medmedhjælper begyndte. jeg er ellers ikke snerpet. sagde han. og så gik snerperiet amoks! der er nemlig sket det. at der er åbnet en butik overfor medmedhjælpers lejlighed. en butik hvor man kan købe kondomer og sexlegetøj! de havde endda haft en (puhha rædselsvækkende!) 5 meter høj oppustelig fallos foran biksen på åbningsdagen. og det hører sig ingen steder hjemme i latinerkvarteret! det hører hjemme på den anden side af hovedbanegården. ligesom dig din lille lede proletar. sagde han og kiggede ondt på mig, eller sådan føltes det.
nu er sexlegetøj jo også noget forfærdeligt noget, der alvorligt kompromitterer "respektabelt" nabolag, men når der er tale om sex & samlivs butik, og ikke en fetishhomobiks med topløs betjening har jeg svært ved at forstå forargelsen. altså ikke engang min far ville dåne. nu hvor dildoer ligner farvestrålende børnelegetøj, og hedder kaninen eller delfinen eller frøen, synes jeg nok at afseksualiseringen har nået et så absolut klimaks at medmedhjælpers bornerthed var helt smertefuldt ufattelig.
og så grinede jeg. længe, højt og hånligt. himmelvendte øjne und alles.
hvorefter jeg råbte og skreg. flyt til gentofte. råbte jeg. eller lolland, ud på en roemark, hvor kondomsalg helt sikkert aldrig bliver rentabelt. nypuritanisme og ligusterhæksmentalitet af værste skuffe din overklassebæ, du slår københavn ihjel! det sidste tror jeg nok, at jeg nøjedes med at tænke.
og så var det at jeg kom i tanke om hvor jeg sad. og kunne høre hvor højt jeg talte. og mærke ophidselsens lækre rødmen i fjæset. og så tiede jeg endelig endelig endelig stille, og kigge skamfuldt ned i min tallerken indtil den uendelige frokostpause omsider sluttede.
resten af eftermiddagen gik med at undgå stakkels forulempet kollega, og meget alvorlig chefchef, og på vej hjem fra arbejde kunne jeg lige vende mig om og vinke farvel.
hejhej og tak for denne gang, kære fastansættelse, du var så tæt på at jeg næsten kunne smage dig.
ida. skal lære at vælge sine kampe.
