1.04.2007

lidt om livslange skrivekramper

ahem. da jeg var lille ville jeg gerne være pingvinforsker på antarktis. altså. bare sådan forske i pingviner. for nogen skal jo gøre det. senere ville jeg bo i zoologisk have og hjælpe girafunger til verden. eller. bo i en rundkørsel og passe min fine runde have og køre taxa. og der har været alt muligt andet. men midt i, og før og efter, har der altid ligget en tanke om at ville skrive. en meget vag og diffus, men også meget vedholdende tanke.

og min selvindbildningskraft må jo være enorm. det eneste jeg nogen sinde har kunnet skrive har været små spæde forsøg på dagbogsnotater. altså jeg elsker ord. og sætninger. og jeg elsker at lave dem. jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. og alle de stile jeg har skrevet gennem min folkeskole og gymnasietid har været decideret smertefulde at producere. de har været heftigt copypasted fra bøger eller noveller eller opgaver på studienettet, og de har mildt sagt ikke imponeret nogen. mindst af alt mig selv. vi kan vel ligesågodt sige det som det er. jeg har ikke en kreativ knogle i kroppen. jeg har ikke den mindste skabertrang eller vedholdenhed, jeg er født med skriveblokering.

derfor har det også været så virkelig højst usædvanligt at jeg har kunnet blogge så længe. altså i over et år, og endda sådan rimelig regelmæssigt. og det har ikke engang gjort ondt, det har bare været rart. og sjovt. og vanedannende.

men altså det måtte jo gå galt på et tidspunkt. og kombinationen af flere måneders kronisk skrivekrampe som følge af uendelige mængder eksamensopgaver, og store problemer med at opmobilisere tilstrækkelig livslede og frustration midt i satandyrforelskelse har altså gjort mig sådan ret træt af bloggeri.

men fem dage mere, så er skriveriet overstået. og januar er som skabt til weltschmerz, satandyr eller ej. så jeg regner med fornyet skrivelyst inden længe. det er allerede. så småt. gået i gang.

nytårsforsæt 2007 (mangler finpudsning, men klart en forbedring i forhold til nytårsforsæt 2006):

finde ud af hvad det er jeg skal. når nu det er så pinligt evident at jeg ikke skal skrive.