modneida

jeg er stortset lige vågnet fra hvad der skulle have været en powernap men istedet udviklede sig til en monstrøs 3timers morfar. min hjerne føles helt forkert. og min krop føles som om den er ved at opgive totalt efter løbeturen med powerruthen igår. læsestatus; 13 sider igår. cirka 0 sider idag.

og jeg har været på arbejde i formiddags. mit arbejde er helt ok. der er mest gamle mennesker og børnefamilier og jeg kan gå rundt og være grim og træt og passe mig selv og bøgerne. som regel. men idag sad bekendtskab fra fortiden pludselig midt i biblioteket. jeg har ikke noget at sætte på hende andet end det uheldige tilfælde at hun er i tæt familie med én der engang var min kæreste. men hun er sød. jeg har været til barnedåber og bryllupper og fødselsdage med hende. vi kendte engang hinanden godt.

alligevel vælger jeg det eneste helt forkerte og lader mit veludviklede panikgen og min generelle umodenhed bestemme. kigger koncentreret den anden vej mens jeg spurter ned mellem hylderne hvor jeg gemmer mig en halv time mens jeg med mellemrum spejder ud mellem reolerne for at se om ikke snart hun går.

det gjorde hun. til sidst. og jeg går ned og holder pause og lister lige ud for at hente noget at bladre i. i mine egne tanker, med tunmad og hørebøffer og det ældste og grimmeste tøj jeg kunne finde i skabet i morges. da jeg går lige ind i hende. slam. sagde det. bekendtskab fra fortiden tager det pænt og lader som om hun ikke havde set mit ynkelige forsøg på at gemme mig tidligere. jeg står med tunånde og stammer og rødmer mens jeg lyver lidt om hvordan jeg har det og hvad jeg laver. som om den helt ok men kedelige sandhed ville have chokeret hende.

jeg er virkelig i sandhed en idiot.