er endelig tilbage i civilisationen. civilisation synes mig dog ikke pt. videre civiliseret. enelleranden har sprunget bombe i lejlighed mens jeg har været væk. desuden har vedkommende udskiftet rarogfin roomie med zombielignende heltheltgråihovedet og galiskralden fyr der ser ud som om han er døden nær og overvejer at tage mig med.

togtur gik ellers over al forventning. den obligatoriske togtosse (ham der feks sidste gang råbte "halleluja! praise the lord!" hele vejen tværs over fyn kun afbrudt af en joint i ny og næ og lidt smalltalk med gudoghvermand. især mig.) fandt mig for en gangs skyld ikke og jeg havde altså stille fred ud over verdens bedste fødselsdagsopkald fra indien. stille fred blev benyttet til at få læst det altid actionpackede ud&se hvor der heldigvis da var en tosse til at underholde. minfineven carl-mar. alletiders fyr der, næsten som david h, har svar på alle livets store spørgsmål. desuden er han, med egne ord, "en kriger af natur med en dræberkrop og store muskler" og hvem kan stå for det?

jeg synes ærligt talt ikke det er så nemt at finde ud af, detdermedmænd. men carl-mar har åbnet mine øjne. mange mænd har simpelthen en omsorgssvigtet pik (aha!). omkring 20% af mandens identitet sidder i hans javertus (har carlmar regnet ud) og derfor skal vi huske at kysse og kramme den hver dag. tilgengæld vil penis (+de andre 80% mand?) lytte til hvad man har at sige i en halv time. fair deal egentlig. desuden skal man huske at rose manden. en enkelt sætning om dagen sku ku gøre det. straks vil håbløst kærlighedsliv forvandle sig til kærlig og samarbejdsvillig mand. tror faktisk det er dér jeg vil starte. er bange for at carl-mars andet alternativ ku få uoverskuelige konsekvenser.


umiddelbart tror jeg dog jeg vil holde mig til min nye bedste ven som allerede er døbt the hoff. dér kan man virkelig tale om en gave der rammer plet. the hoff er fuldstændig ligeglad med ros og peniskrammeri. og så er han blød og vaskbar. sådan føles altså ægte kærlighed. hurra.