en skimongols bekendelser

jeg er hjemme. og sådan relativt meget i live. men helt utroligt træt. jeg har ironisk nok følt mig virkelig alene hele ugen. i familiens skød. mine brødre drak øl og mine forældre gik i seng kl 9 hvilket efterlod mig alene med min sudokubog og curling på tysk eurosport. skidedeprimerende. er ret ærgerlig over at jeg ikke fik en proformakæreste med. men alle proformakærester derude kan vist roligt være lettede over at de slap.

glæder mig til at komme hjem til københavn, men kan på en måde heller ikke lige løsrive mig fra silkeborg. oh. jeg har fået et stort blåt mærke og nældefeberudbrud men har tilsyneladende ikke brækket noget. evt kan virkelig øm ankel udvikle sig til træthedsbrud. man har jo lov at håbe. jeg har løst begge mine krydsogtværsblade og spist 800 g haribovingummi og en hel kasse skumbananer og 2 rittersport og en pose maltesers og uendeligt meget lakridstyggegummi+ det løse. helt utrolig klamt. østrig må ubetinget være verdens grimmeste og mest trøstesløse land. regn og dåsemad og dårlig musik. ikke nogen god kombi.

på vej til østrig kørte vi igennem goslar hvor jeg har været på ferie som helt lille fortalte min mor. i byen er der et klokkespil som ringer 4 gange om dagen. de var mine venner dengang sagde min mor. mine forældre forstod først ikke hvad jeg snakkede om. når jeg sagde at jeg ville ind og besøge mine venner. indtil det gik op for dem at deres 3årige havde bondet med træfigurerne i et tysk klokketårn. og jeg kan faktisk godt huske dem. på en eller anden måde er jeg stadig lidt knyttet til fjollet klokkespil fra harzen. du har altid været venner med mærkelige ting siger min mor.

men nu savner jeg mine rigtige menneskevenner. og jeg synes februar er endnu mere trøstesløs end januar. jeg duer ikke til at være alene og ferie er overvurderet. men det er i hvert fald helt ok at være hjemme. og i morgen skal jeg ryge masser af grønne look.