12.16.2005

oh. jeg er så træt som jeg aldrig har været træt før i hele mit liv. og jeg sover mere end nogensinde. jeg sover i bybussen, og i timerne, når jeg er der, og til beverly, og om natten. især om natten, og mine nætter er lange. jeg ville ønske jeg var et overskudsmenneske men det er jeg ikke. jeg er vist et underskudsmenneske. jeg føler mig nærmest ulækker idag. henkastet ulækker. og utroligt træt.

i forbindelse med det forsøg jeg deltager i skal jeg føre helbredsdagbog. det er lige noget for en hypokonder som mig. jeg overvejer nøje hver aften om min lamme arm er en gene 1, 2 eller 3 på slemhedsskalaen. det bedste er at jeg har fået et smart mundtermometer, og skal tjekke om jeg har feber hver aften. det har jeg desværre ikke, men tilgengæld har jeg opdaget noget der er næsten lige så godt; jeg har usædvanligt lav kropstemperatur. idag har den svunget sig op på 36.6. i går var den helt nede på 36.2. faktisk føler jeg mig osse ret svækket, og jeg overvejer om jeg i virkeligheden slet ikke er hypokonder. om jeg mon ikke i virkelig er psykopatiskmøgskalledødssyg! det er som om min krop har vist det hele tiden. som om den har prøvet at fortælle mig det.

jeg har googlet lidt rundt. google er min ven. og lav kropstemperatur, hypotermi kalder min fine ven netdoktoren det, skal man ikke spøge med. f.eks kan det være menkes sygdom, som er både slem og medfødt (der har på en måde altid været noget galt). jeg kan også have Kongenit central hypoventilationssyndrom, det er endda ret sjældent, og meget farligt(faktisk skal jeg i så fald hurtigst muligt have indopereret pacemaker) . mest hælder jeg dog til angelmans syndrom. det er osse bare så gadesmart med et syndrom. meget taler for angelmans. der er osse en smule der taler i mod. feks er kun 20% renlige, og alle andre angelmaner har behov for konstant overvågning og hjælp til daglige gøremål. på den måde må jeg være jordens mest velfungerende angelmaner. trods alt. selvom jeg da nok godt kunne bruge hjælp. bare en lille smule.

det er som om december er løbet ubemærket tværs hen over mig i år. jeg er kommet til at spise til den 22. i min milkachokoladekalender, hvilket ud over at være en seriøs falliterklæring osse på det nærmeste er blasfemi. det er faktisk det eneste julede jeg har lavet i år. ædt chokolade. hvilket jeg osse gør i januar, og i august, så det tæller ikke rigtigt. jeg plejer at suge december til mig men i år er den på mærkeligste vis prellet af. aner ikke hvad jeg har lavet hele denne måned. har i hvert fald ikke været i skole. jeg er bare så træt. december skal have oprejsning, og her kommer i ægte juleånd en

liste over det gode ved december
  • lyskæder
  • plukke-juletræ-seancen med varm kakao og brunkager
  • konfekt
  • buschauffører med nissehue og juleøreringe der siger god jul i højttaleren i stedet for næste stop
  • juleferie (fra og med i dag)
  • nissebanden
  • risengrød med kanelsukker og smørklat
  • julemænd i indkøbscentre
  • pebernøddedej
  • fjollede julesange
  • når december er slut blir det snart forår
  • december er ikke januar

No comments: