1.04.2007

lidt om livslange skrivekramper

ahem. da jeg var lille ville jeg gerne være pingvinforsker på antarktis. altså. bare sådan forske i pingviner. for nogen skal jo gøre det. senere ville jeg bo i zoologisk have og hjælpe girafunger til verden. eller. bo i en rundkørsel og passe min fine runde have og køre taxa. og der har været alt muligt andet. men midt i, og før og efter, har der altid ligget en tanke om at ville skrive. en meget vag og diffus, men også meget vedholdende tanke.

og min selvindbildningskraft må jo være enorm. det eneste jeg nogen sinde har kunnet skrive har været små spæde forsøg på dagbogsnotater. altså jeg elsker ord. og sætninger. og jeg elsker at lave dem. jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. og alle de stile jeg har skrevet gennem min folkeskole og gymnasietid har været decideret smertefulde at producere. de har været heftigt copypasted fra bøger eller noveller eller opgaver på studienettet, og de har mildt sagt ikke imponeret nogen. mindst af alt mig selv. vi kan vel ligesågodt sige det som det er. jeg har ikke en kreativ knogle i kroppen. jeg har ikke den mindste skabertrang eller vedholdenhed, jeg er født med skriveblokering.

derfor har det også været så virkelig højst usædvanligt at jeg har kunnet blogge så længe. altså i over et år, og endda sådan rimelig regelmæssigt. og det har ikke engang gjort ondt, det har bare været rart. og sjovt. og vanedannende.

men altså det måtte jo gå galt på et tidspunkt. og kombinationen af flere måneders kronisk skrivekrampe som følge af uendelige mængder eksamensopgaver, og store problemer med at opmobilisere tilstrækkelig livslede og frustration midt i satandyrforelskelse har altså gjort mig sådan ret træt af bloggeri.

men fem dage mere, så er skriveriet overstået. og januar er som skabt til weltschmerz, satandyr eller ej. så jeg regner med fornyet skrivelyst inden længe. det er allerede. så småt. gået i gang.

nytårsforsæt 2007 (mangler finpudsning, men klart en forbedring i forhold til nytårsforsæt 2006):

finde ud af hvad det er jeg skal. når nu det er så pinligt evident at jeg ikke skal skrive.

12.04.2006

lidt om sygelighedens glæder og det ærgerlige ved et velfungerende immunforsvar

jeg er faktisk aldrig nogensinde syg. udover naturligvis de lejlighedsvise madforgiftninger der er obligatoriske når man lever af snask fra steder med suspekte hygiejneforhold. mit eget køkken inklusiv. men derudover. er jeg faktisk nærmest sådan lidt en superwoman.

det er helt klart meget et hit. og det giver en vis frihed, at man som passioneret pjækker kan planlægge helt frit. uden at skulle tage hensyn til de 7 dages ellers ret obligatorisk januarinfluenza.

ja altså jeg klager ikke, men det gør jeg så alligevel. for nogle gange, bare engang imellem, ville det være alletiders med en lille halsbetændelse, eller noget bihuleværk, eller måske bare en gang nældefeber, der kunne retfærdiggøre en uge på langs med ineffektivitet og ynk og kakaomælk og underlødigt tv. helt uden samvittighedskvaler.

så måske blev jeg næsten lidt glad da jeg i morges, efter kold nat i satandyrets kolde kollegiehybel, vågnede med en helt umiskendelig begyndende ondt i halsen. og det har bredt sig. der er noget med ørerne nu, utvivlsomt, og jeg mærker helt klart en feberstivhed i musklerne.

ja jeg havde egentlig allerede set for mig hvordan vennerne ville komme springende med suppe og varmedunke og medlidenhed. hvordan jeg ville ligge under dynerne og være tapper og let lidende, men stadig i stand til at nyde oprah. og hvordan sådan en uge på langs bare ville være lige hvad jeg trængte til. og derfor er det bare så pisseærgerligt at tjekke sin temperatur og opdage at man kun lige kan svinge sig op på 36.2. der er tilsyneladende endnu et stykke vej til galopperende influenza.

11.26.2006

tøsetuderi galore

måske er det bare årstiden. for historien om den efterladte nyfødte dreng er helt klart sørgelig. altså. det er da frygteligt. og bt's bulletin med overskriften "jeg varmede ham i mine arme", er da osse ret rørende. men det er alligevel bare helt definitivt ikke noget der legitimerer pludselig krampegråd på gl. kongevej.

11.25.2006

meget humørforladt meme

jeg er blevet memet af mette. i virkeligheden en velkommen mulighed for at blogge. ligenu. hvor al skrivelyst har forladt mig. desværre er det bare megetmeget kedeligt. bær over, jeg skal gøre det kort.

1. hvad står øverst på din ønskeseddel til jul? en uforskammet billig 2v'er på vesterbro. lige under den står der en laptop. hvis det er over budget kan jeg fint nøjes med verdensfred eller strikkede sokker.
2. hvem er din favoritperson i matador? jeg bruger ikke matador.
3. nævn et blæret fremmedord. jeg bruger heller ikke rigtigt fremmedord.
4. hvad var din senest købte cd? ships med danielson. den er ret god.
5. Hvor mange dage siden er det, du oprettede denne meme i forhold til da det blev startet, som er 15. november 2006? jeg er sproglig, og ikke stærk i hovedregning. men det er nok 12. 13. sådan cirka.

sådan. og nu er det meningen at jeg skal tagge 4 andre. synes dog ikke jeg vil byde andre denne ørkenvandring i kedsommelighed. jæs. sådan er jeg en lorteblogger. lover at vende stærkt tilbage med fornyet inspiration. eller blot lidt generel galde og livslede. snart.

11.16.2006

name that smell part 2

kan i huske det der med lugten? jeg var måske lige hurtig nok til at konkludere at det i hvert fald ikke stammede fra noget herinde fra. og jeg syntes ellers den var lidt væk. men måske var jeg bare blevet immun. kilden er i hvert fald fundet.

okay. det hele startede med at hamdersatandyret ringede og varslede pludseligt besøg. på det tidspunkt var jeg gået i seng med min fjernbetjening og dåsen med schweizerdrops, og lignede alt andet end lækker kommende kæreste. så jeg gik selvfølgelig i panik. og kastede mig op fra sengen smed dynen til side, og tabte fjernbetjening om bag sengen.

fjernbetjening går selvfølgelig i tusind stykker og taber batterierne og før jeg ved af det ringer det på døren. mens jeg ligger, stadig i gammel tshirt og vaskedagstrusser, og roder desperat bag seng. jeg finder ikke mine batterier, og jeg får ikke slukket for pinligt tvdrama før han står der. tilgengæld når jeg lige at få fingrene i etellerandet blødt-på-den-suspekte-måde.

tilsyneladende havde det engang været en madpakke. en gang for meget længe siden. nu var det en frysepose med ubestemmeligt brungrumset indhold der var så usandsynligt ulækkert at bare tanken giver mig gagreflekser.

der er bare nogle ting man ikke har lyst til at spritnye kærester skal få indblik i. at man ser tvdramaer er vel egentlig slemt nok. at en totaltskadet fjernbetjening kan få en til at gå i panik er helt klart værre. men at man ovenikøbet kan trylle årgangsmadpakker frem må sgu tage prisen.

så jeg gjorde altså det eneste fornuftige. jeg smed den diskret ind bag sengen igen og kastede mig sådan lidt henkastet lækkert i sengen. tror ikke han opdagede det. at jeg i virkeligheden er virkelig ulækker. virkelig ulækker og virkelig meget i gang med at revurdere rengøringsindsats.

11.13.2006

endnu et vægtigt argument mod kollektiv trafik

jeg kan godt lide at få øjenkontakt med almindelige mennesker i bussen. sæt-dig-bare-her-øjenkontakt, der minimerer risikoen for at man i stedet skal dele sæde med standardfreak eller gammel mand der lige har tisset i bukserne eller -oh the horror!- et forkølet børnehavebarn.

det plejer at være en ganske succesfuld taktik, og idag resulterede det altså i at helt normal mappeoglæderjakkefyr placerede sig ved siden af mig. lugtede ok, læste lidt i urban, og var endda sød nok til osse at sprede den halvt ud over mig så jeg ku lure lidt med. sad godtnok lidt tæt, men ellers ingen problemer.

jeg nåede sgu lige at tro at jeg havde skudt sidemands-papegøjen. altså indtil han, godt kamufleret af opslået urban, begynder at massere mit lår. først troede jeg det var en fejl, altså. måske troede han det var hans eget. og man vil jeg nødigt være hysterisk og skyde folk skumle hensigter i skoene bare fordi man skal sidde lidt tæt. vi har vel alle været både ophavsmænd til og ofre for lidt ufrivillig myldretidsgramseri.

ja og så var det altså at han begyndte at bevæge sin hånd opad. og jeg vågnede fra min koma og fik fnyst højlydt og klemt mig sådan ret tæt op ad vindue. måske troede han at jeg var klar på lidt action. måske må man bare ikke smile til fremmede mænd i a-busser. i hvert fald steg han af ved næste stop.

ligner jeg en der er frisk på lidt tilfældig promiskuøsitet i overfyldte transportmidler? altså. jeg udsender tydeligvis helt forkerte signaler. og jeg har et gennem-æltet lår og en noget besudlet selvfølelse to prove it.

den slags sker bare altid for mig. jeg har bigtime dårlig buskarma. og nu skal jeg simpelthen have fikset den cykel.

11.10.2006

overbebyrdelse

der er sket noget forfærdeligt. jeg har fået travlt- sådan rigtigt ægte travlt. måske endda for første gang i mit liv. det er lige gået op for mig i dag, efter voldsomt besvær med at få kalender til at gå bare nogenlunde op. det ser ud til at jeg har min næste fridag engang i januar. og det huer mig bestemt ikke. får faktisk nærmest ikke tid til at gå i skole.

opgaverne trækker tænder ud, og selvom vi væbner os med tysk chokolade og gemmer fjernbetjeningen, går det bare så langsomt. det er virkelig demoraliserende at bruge en hel lang dag på at skrive 3 sider. principielt er gruppeeksamener jo både hyggelige og svært politisk korrekte, men derfor er de altså stadig en bitch, sådan en dag som i dag, eller. de næste 2 måneder.

jeg har sovet 4 timer i nat. jeg tog afsted hjemmefra kl 8.30 i morges og jeg er lige trådt ind af døren. forstår ikke rigtigt hvordan jeg stadig er vågen, og endnu mindre hvorfor jeg ikke bare er gået i seng. åh. ynk. verden er ond og uretfærdig.

ps. har jeg fortalt at jeg har mødt én? han er sjov og klog og virkelig sød, og det allermest fantastiske er at han tilsyneladende synes det samme om mig. hurra.

11.02.2006

vintervejr og vrangforestillinger

kombinationen af meget pludseligt og uvelkomment vejrskift og punkteret cykel har resulteret i, at jeg har spenderet mere end rimelig tid i de københavnske offentlige transportmidler de sidste par dage. det er forfærdeligt.

de overfyldte busser der kører forbi én med et hånligt grin, de hæslige og ildelugtende tosser der puster én i nakken og glemmer alt om intimsfære og almindelig høflighed, og den generelt aggresivt forfærdelige oplevelse det er, at dele transportmiddel med alt for mange andre stressede morgenmennesker. jeg skal helt klart have min cykel fikset. og jeg har på en eller anden måde fået fortrængt det siden sidste vinter. sidste vinter var det sguda nemt og hurtigt og dejlig varmt at sidde i 6a'eren på vej ud i verden.

jeg har en fantastisk evne til at ændre minder efter forgodtbefindende. det er den slags vrangforestillinger der gør at min barndoms juleaftener altid var fyldt med sne og evig happiness, og den slags vrangforestillinger der gør at jeg i går var uhyggeligt tæt på koldbrand i begge ben fordi jeg helt klart gik i kjole hele sidste vinter.

der må på en eller anden måde være sket noget siden. og jeg er i den grad desillusioneret. desillusioneret og stadig rimeligt bundfrossen. og så vil jeg gerne snart have sommeren tilbage.

10.29.2006

mit navn er ida. og jeg har været take that fan.

i et par år var mit værelse tapetseret med plakater. og ja. jeg skammer mig. selvom jeg kun var 10-12 år undrer det mig alligevel at jeg ikke bemærkede de ekstremt bøssede undertoner (og den forfærdelige musik). altså. hvordan kan det her nogensinde have været min romantiske drøm? det må være verdens mest homoerotiske billede nogensinde.


jeg var forelsket i mark. hvis der mod forventning er nogle læsere der ikke har været hardcore takethatfan som jeg, kan det oplyses at det er ham den fine maskumand i midten.

min smag i fyre er måske stadig ikke helt finpudset. men. det er, trodsalt og uden at det siger så meget, gået fremad.

for de nysgerrige er her en video af hvad der satte en 12årig hestepiges hjerte i brand. det er helt fantastisk.

10.28.2006

jeg har tømmermænd. de er tilstrækkeligt slemme til at eksamensopgaveskrivning er definitivt uladsiggørligt. men alligevel så relativt meget under kontrol nu, at jeg kan blogge. og spille tetris. og spise schweizerdrops. jeg har ellers brugt hele dagen på at ligge i fosterstilling og kigge ind i væggen og klynke. men mads hentede bagels og cola til mig tidligere, det hjalp. og bitten og anders er på vej med fritter, og jeg ville være prisgivet uden mine madleverandører. jeg synes ellers det går ok med projekt mådehold, men. min mave er helt klart ikke enig.

næste stop er projekt afholdenhed. jeg ser ingen andre alternativer.

10.23.2006

ida den frygtløse

nja, eller. ikke helt. inspireret af majas paniske fodfobi kommer her

en liste over ting jeg er bange for. i rimeligt vilkårlig rækkefølge.
  • fisk
  • tandlæger
  • at køre over skovsnegle på cykel
  • at komme til at drikke sur mælk
  • børnehaver i bybusser
  • motorveje
  • næsesprays
  • at dø ensom og alene
og jeg har en frygteligt kedelig tendens til at kede mig frygteligt.

10.21.2006

tavshed er guld og jeg skal simpelthen lære at holde min mund

kender du typen. der altid kommer med fornuftige og velovervejede udtalelser, altid siger passende ting på passende tidspunkter. det er ikke mig.

i torsdags var jeg på århusshopping med bitten. og jeg spottede selvfølgelig to gamle bekendte i salling. den slags som man egentlig har været virkelig gode venner med, men som man alligevel ikke lige orker at smalltalke. den slags der kan få panikgenet op i mig, og få mig til at liste rundt langs hylderne i desperat forsøg på at gemme mig.

jeg burde have lært min lektie- det går galt hver gang. og selvfølgelig ramler jeg lige ind i mandlig del af parret i h&m og når ikke at gemme mig bag tøjstativ før jeg får et knus. hvem der havde en smalltalk-knap man ku skrue op for ved passende lejligheder. jeg har bare ikke, og forvandler mig selvfølgelig til mumlende mytoman idiot. men han er stadig sød, virkelig. og verdens flotteste fyr. og jeg skynder mig op til bitten. og når lige at råbe noget i stil med "føj for satan hvor er han bare møgbeskidt". og etellerandet x-rated. da hans kæreste/min fine veninde prikker mig på skulderen for at sige hej.

man skulle tro at jeg var i stand til at lære af bitter erfaring. men det er jeg ikke. jeg må være rasende ubegavet. det er den oplagte konklusion. da maja og mette idag præsenterede mig for stor forfærdelse over min (jaok, lidt sygelige) fascination af simon cowell, var den kvikkeste comeback-kommentar jeg kunne komme i tanke om et "jaja, jeg har jo også en røvhulsfetisch". sørgeligt men sandt. og vel sagtens udemærket. bortset fra at det vist kunne misforståes. og bortset fra at jeg sad på lille propfyldt kinarestaurant. og bortset fra at jeg vidst stirrede lille genert kinatjener dybt i øjnene mens jeg sagde det. nej. skreg det. hvis jeg nu skal være helt ærligt.

og. jeg tænker lidt på sådan en sy-læberne-sammen-operation. det ville spare mig (og staklerne omkring mig) for så uendeligt meget.

10.18.2006

ferie

jeg er god til ferie. afslapning har altid været en af mine absolut stærkeste sider. og jeg ville give næsten hvad som helst for at blive beamet ned på en strand i spanien med en papvin og en knaldroman. men nu er det efterårsferie i jylland, og det er osse heltheltok. jeg savner privatliv, og grønne look og at høre morrissey højt på mit stereoanlæg om morgenen. men det går overraskende godt her. jeg hygger mig.

jeg har besøgt min mormor idag. det er altid en oplevelse. idag, under et spil geni (fattigmands-tp) udviklede mit liv sig lynhurtigt fra den lidet underholdene standardfarce til en horrormusical. fik ikke rigtig opklaret hvorfor min mor og mormor så sig nødsaget til at give os alle syngende hints. men musikalitet er i hvert fald ikke min families stærke side. og mine ører bløder stadig.

min familie er som en logaritmisk skala. når antallet af personer fordobles, ryger tosserierne bare sådan lige op i tredje potens. eller noget. jaok. det er længe siden jeg har haft matematik.

men jeg har kvalme nu. meget kraftig aftenkvalme. det har som altid en ganske naturlig forklaring. jeg er klar til at nedkomme med 200 gram jordbærskum kværnet under kedelig tvkrimi. flot ida.

10.16.2006

jeg får aldrig smser om natten. jeg ved ikke om det giver nogen mening at snakke om at savne noget man aldrig har haft. men af og til savner jeg at få smser om natten. til gengæld sender jeg selv natlige smser ud i en lind strøm. tror jeg kan sige med ret stor sikkerhed at de ikke ville blive savnet hvis de udeblev. jeg kan godt selv se at det er en lidt dum situation. og selvom det måske virker fjollet, overvejer jeg om ikke jeg ligeså godt først som sidst bare kan begynde at sende dem til mig selv.

10.10.2006

hvis jeg var diktator

ville jeg forbyde folk over halvanden meter at gå til koncert. evt. kunne de stå bagerst i lokalet bag et hegn, så de ikke forstyrrede os lavstammede typer. det obligatoriske post-koncert-holdinakken er allerede på vej.

ryan adams var fantastisk og helt overraskende veloplagt. og selvom jeg kun sjældent kunne se mere end toppen af hans lhasa apso-agtige hårpragt var det alligevel alletiders fine koncert. mit hjerte gik i tusind stykker da han spillede what sin replaces love. og jeg håber at den her aggresive lykke der gerne følger i kølvandet på gode koncertoplevelser vil holde. i hvert fald til i morgen formiddag hvor jeg skal lave ydmygende og pinlig fremlæggelse af et emne jeg endnu ikke rigtigt ved hvad er. jeg kører den hjem på rutinen.

10.08.2006

en mytoman i maven

jeps. sådan en har jeg. og den hopper gerne frem på de alleralleruheldigste tidspunkter. som når jeg feks. idag til jobsamtale kommer til at betegne mig selv som computer-superbruger. bare sådan. uden at blinke.

sidder nu og hyperventilerer lidt af panisk angst for at blive proppet på et eller andet it-relateret, så det blir afsløret at jeg kun er superagtig til tetris og overspringshandlinger på underlødige internetsider. og til at lyve naturligvis.


menmen. jeg fik i hvert fald jobbet, og er nu i besiddelse af 4 af slagsen+to eksamensopgaver der skal afleveres indenfor de næste 14 dage. det blir et ubetinget hit.

10.05.2006

jeg har haft mit livs til dato mest inaktive dag. næsten. jeg elsker at lave ingenting, men jeg kan bedst lide at lave ingenting med andre har jeg opdaget. i nat har jeg sovet 14 timer og det synes jeg på en eller anden måde er lidt af en bedrift. tine har sagt at jeg ser kernesund ud. det er bestemt ikke sådan jeg føler mig. og jeg har fået mit tastatur til at virke. nu mangler jeg bare noget fornuftigt at skrive med det. det mangler jeg, ligesom jeg generelt mangler mange ting i dag. feks.
  • min pung
  • min baglygte
  • mad i køleskabet (løg og gulerødder ikke iberegnet)
  • vaskepulver
  • lyst til at arrangere ny aftale med megaloman jurastuderende
  • batterier til mit kamera
der er mange ting man først indser at man går og mangler når man blir præsenteret for andre der har det. som sex. og rihannamusik feks. og et stort køkken at danse rundt i. til rihannamusik. det mangler jeg i den grad lige nu.

10.04.2006

smadreida

jeg sidder hjemme hos ruth og skriver opgave. eller. det vil sige. vi ville have skrevet opgave hvis ikke jeg lige havde ødelagt rasmus' computer. som alle vores data ligger på.

det er meget frustrerende. så frustrerende faktisk at jeg lige kom til at pille lidt ved min telefons batteri. der er sådan et klistermærke på den. det må man IKKE pille af. øhm. så jeg har osse lige ødelagt min telefon. så hvis der er nogen der vil i kontakt med mig må de benytte messenger eller email. jeg svarer ikke forresten. jeg har nemlig ødelagt mit tastatur også.

så. ja. hav det godt allesammen. jeg vil gå hjem og se fjernsyn og vente på det uundgåelige. er spændt på hvor længe det holder. måske kan jeg ligesågodt bare sætte mig til at kigge tomt ind i væggen først som sidst.

9.29.2006

åh den kærlighed

jeg har boet sammen med mads i over et år nu. og vores forhold er ved at udvikle sig i en lettere bizar retning. en ret så mundhuggende bizar retning that is. selvom de der små latterlige skænderier er noget af det jeg savner mindst fra dengangmanhavdeenkæreste, så er der alligevel noget trygt og genkendeligt ved dem. og jeg får MASSER af tryg genkendelighed for tiden.

således endte en lang diskussion af hvis tur det var til at købe hovedpinepiller i decideret smsterror på tværs af lejligheden den anden dag. og i går brugte vi ti minutter på at diskutere hvorvidt mads havde lungebetændelse ("kold lungebetændelse ida! der er faktisk noget der hedder kold lungebetændelse! jeg er altså lægebarn og jeg har slim i lungerne!"), og om han i så fald kunne have smittet mig.

og nåja, idag gik det så på om vi skulle spille kort før eller efter jeg pakkede min taske. og på hvorvidt jeg var svært overvægtig. og på hvor mange penge jeg skulle have for at være hans kæreste. eller for at blive i jylland for evigt. og jeg sagde jeg ikke kunne købes for penge. men at jeg ville overveje det hvis jeg måtte få en pony.

psst. dette er faktisk en hyldestblog til en sød og fantastisk (men grænsepsykotisk) roommate. og dette er ikke engang skrevet i en paranoid forestilling om at han kunne finde på at læse med. jeg ved at han aldrig ville nedlade sig til at bruge tid på en kornfed jydes ligegyldige skriblerier.

9.25.2006

name that smell

hvis jeg ikke har gjort rent i køkkenet inden midnat vil mads ligge nøgen i min seng hele natten. det er da en trussel der er til at få øje på. bare tanken giver mig koldsved, og en hidtil uset rengøringsmotivation. det kommer til at skinne som en cillit bang reklame.

jeg er blevet bedre ellers. til at gøre rent. mit værelse er næsten hele tiden beboeligt. og det er i hvert fald under en uge siden jeg støvsugede. det er helt uhørt. men så er der begyndt at lugte lidt mærkeligt herinde- sådan på en ikkelækker måde. pruttet nærmest. jeg har tømt skraldespand og vasketøj og været omme bag sengen og kigget i ubrugte tasker. der ligger ikke nogen gammel madpakke eller andet der burde generere dårlig lugt. jeg forstår det ikke, men skyder skylden mads' slummede tilstødende værelse og det ulækre springvand nede på torvet.

ærligt talt synes jeg ikke det er særlig fair at en god rengøringsgerning besvares med en dårlig lugt. og så er det klamt osse. på den måde er min fine nye efterårsforkølelse nærmest velkommen.