4.07.2009

pad thai

idag har vi lavet pad thai, som smager fantastisk og har den ekstrafeature at det er færdigt et kvarters tid efter man går i gang. meget heldigt når man er kæreste med et meget sultent satandyr der truer med at tage en leverpostejmad. han undlod, og maden stod klar inden nogen nåede at dø af sult.
vi brugte:
300 g kyllingeinderfilet
1 pk (500g?) brede risnudler
2 små bundter forårsløg
1 håndfuld mangetoutærter
1 håndfuld bønnespirer
1 håndfuld jordnødder
2 æg
2 fed hvidløg
1 lille klump ingefær
sort chilipasta

til sovsen:
2 tsk tamarindpasta
2 tsk brun farin
2 tsk fiskesovs
evt. en smule vand

til toppen:
lidt frisk koriander
limebåde

først gøres risnudlerne klar. de skal lægges i en gryde og overhældes med kogende vand. derefter skal der låg på, og de skal trække til de blir bløde men stadig er meget al dente og seje at bide i. det tager 5-10 minutter. man skal også lige finthakke jordnødderne og riste dem lidt, evt. bare på et stykke bagepapir og i ovnen.

imens kan man gå i gang med resten. jeg bruger en stor sauterpande, men en wok er jo oplagt. jeg synes bare de er så besværlige at vaske op. lidt olie opvarmes med chilipasta, hvidløg og ingefær, og kødet steges med. når kødet er ved at være færdigt lægges det ud langs kanten og to æg slåes direkte ned på panden. man pærer lidt rundt i dem, så de scrambler. det gør ikke noget hvis kyllingen blir en lillesmule sølet ind.

så skulle det gerne passe nogenlunde med at nudlerne er klar. de hældes i panden og steges med. tilføj evt. lidt ekstra olie, hvis det klistrer for meget. kort efter hælder du grøntsagerne i, og sovsen over, og vender det hele godt rundt. jeg havde hakket forårsløg og ærter groft. grøntsagerne skal være lidt crispe, så der skal ikke gå mere end et par minutter før du tager det hele af varmen og serverer. gennemkogte bønnespirer er IKKE lækre.

det hele skal garneres med de hakkede peanuts, lidt frisk koriander og limebåde så man kan justere syrligheden. vi fik også soya til, jeg er en saltefanden. og så igang med pindene. læks.

No comments: