spædbarnspsykose

mit liv er egentlig helt fint og rart
jeg løser sudoku og ser tv og alt muligt andet smart
så jeg ved jo godt jeg ikke burde klage
men der er alligevel en drøm der bliver ved med at vende tilbage
måske er mit hoved ikke helt sundt
for jeg har babyer på hjernen, de kravler utrætteligt rundt
jeg drømmer om amning og store gravide maver
om bittesmå fødder og fine dåbsgaver
og selv om jeg bliver alenemor på 21 år
ved jeg at jeg vil give ungen verdens bedste opvækst-kår
med kærlighed og visdom og god musik
og al den takeaway mad jeg aldrig selv fik
jeg vil nyde mine helt acceptable ædegilder
ja selv min morgenkvalme og hormona-griller
og når jeg så stortuder til dr. Phil
vil det ikke længere være kikset- det vil være god graviditetsstil
der er faktisk kun en detalje jeg rigtigt mangler
udover penge og hjem og bleer og rangler
for gravid og den slags bliver man vist nemmest med en mand
og at finde dem er nærmest det eneste jeg ikke kan
men jeg er jo optimist af natur
og ignorerer ikke bare det biologiske amok-ur
så jeg tror på jomfrufødsel i ægte mariastil
og vil snart kunne hilse på de andre stormaver med indforståede smil

men når jeg vågner om morgenen og lige skal inspicere
og se om maven er begyndt at krakelere
er den godt nok stor og blød og rund
men ikke gravid, bare standard-usund
og et eller andet sted ved jeg det jo godt
jeg er i hvert fald begyndt at indse så småt
at jeg vist er bare er en småskruk fjollefis
der højest kan håbe på at nedkomme med tre liter paradisis

(og jeg burde virkelig gå i gang med at læse)